En personlig hilsen førte hende fra Norge til Esbjerg – i dag serverer hun kaffe med udsigt til Vesterhavet ved Mennesket ved Havet.
En personlig hilsen førte hende fra Norge til Esbjerg – i dag serverer hun kaffe med udsigt til Vesterhavet ved Mennesket ved Havet.
Det bedste ved kaffe i det fri er ikke ét enkelt element – det er hele oplevelsen. Duften, smagen og det særlige samspil mellem natur og nydelse gør udendørs kaffe til noget helt andet end en kop ved køkkenbordet.
Og netop den oplevelse kan man få på parkeringspladsen nord for den ikoniske hvide skulpturgruppe, Mennesket ved Havet, hvor Anette Gregersen næsten hver dag fra april til oktober stiller sin kaffevogn, Little Bean.
Fra pædagog til kaffepioner

Anette Gregersen har taget et markant spring i livet. Den 1. april sagde hun sit faste job som pædagog op for at hellige sig sin passion: at brygge kvalitetskaffe i det fri.
– Jeg nyder at arbejde med gode råvarer, og jeg køber så vidt muligt lokalt. Mine bønner kommer for eksempel fra Kaffebiksen i Østerbyen, fortæller hun.
Mens hun brygger espresso, cortado, americano, cappuccino, latte, kakao, chai latte og iskaffe, står hun koncentreret ved kaffemaskinen i sin mørkegrønne tuktuk.
– Jeg har gennemtestet alle varianter og ved præcis, hvordan kaffen skal dufte, når den rammer den friske havluft. Duften bliver skarpere og mere ren, fordi den ikke konkurrerer med indendørs lugte. Mange oplever en særlig ro og forventning, når de får kaffen serveret i det fri, siger hun med et glimt i øjet.

– Den bedste kaffe er den, man drikker i det fri
Anette er vokset op i en lille by i det sydøstlige Norge, smukt placeret mellem Oslo og Kristiansand. I 1996 flyttede hun til Esbjerg for at læse til pædagog.
– Jeg søgte ind flere steder, men Esbjerg vandt, fordi seminariet sendte mig en personlig hilsen. Det gjorde indtryk, fortæller hun.
Håndbold fyldte også en del af hendes liv, men en korsbåndsskade som 20-årig satte en stopper for de store ambitioner. Hun nåede dog at spille nogle år i IF 92.
I dag følger hun stadig sporten tæt – ikke mindst fordi hendes datter spiller på Team Esbjergs U15-hold. Hendes ældste datter dyrker skisport og arbejder som instruktør.
Fremtiden for Little Bean
Selvom både turister og lokale allerede har taget godt imod kaffevognen på Sædding Strandvej, drømmer Anette om at udvide aktiviteterne.
– Jeg vil rigtig gerne lave flere firmaarrangementer, åbent hus-events, personalepleje, jubilæer og familiefester. Little Bean er skabt til at skabe små øjeblikke af forkælelse, siger hun.

Konkurrence? Nej – kollegialt fællesskab
Lige ved siden af Little Bean holder ofte Lækkerbilen, der serverer mad.
– Jeg ser ikke Sandro som konkurrent. Vi supplerer hinanden. Han er en festlig brasiliansk kollega – og så brygger han jo “kun” filterkaffe, siger hun med et stort smil.
Fakta:































