MOBILVERSION

27. juni 2024

Hvad laver den fine gamle bil mon på Torvet?

This is a custom heading element.

This is a custom heading element.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Guldægget har fået sig en midlertidig udebar, hvor verdens bedste italienske is kan købes fra i morgen.

Kunne du også godt trænge til en is her i sommervarmen?

Det bliver der nu mulighed for hos Café Guldægget på Torvet, som har lejet en rigtig flot Citroën HY hos det lokale firma Foodtruckers i Sædding, som har specialiseret sig i at restaurere og ombygge klassiske køretøjer til madvogne.

– I modsætning til de andre restauranter og caféer på Torvet, har vi jo ikke en permanent udebar, men det får vi nu i de næste tre måneder, hvor vi udvider sortimentet med den her utroligt lækre is, afslører indehaver Mark Mikkelsen.

Kvalitetshåndværk fra inderst til yderst

Isen, som man vil kunne købe fra vognen, er fra firmaet Bruno Gelato, som er et internationalt anerkendt mærke, og fortsat drevet af familien Heidi og Bruno Lucchetta med base i Østfrisland. Firmaet laver 80 forskellige varianter – men helt så mange er der dog ikke plads til i vognen hos Guldægget.

At Mark Mikkelsen og Guldægget netop har valgt at hive denne fine, gennemrestaurerede Citroën HY ind til formålet, er ikke helt tilfældigt.

– Den repræsenterer på bedste vis det, som vi i Guldægget også gerne vil stå for. Godt og gennemarbejdet håndværk, så det var helt oplagt, fortæller Mark Mikkelsen.

Guldægget på Torvet er i forvejen kendt for det store udvalg af brød, kager, sandwiches, kaffe, salater og meget, meget andet både til at nyde i caféen eller som take-away.

Isvognen slår altså skotterne op i morgen, fredag den 28. juni, og vil som udgangspunkt have åbent alle dage – med mindre det bare overhovedet ikke er isvejr!

Del artiklen