76-årige Jens Jørgen Toft har kørt verden tynd og tilbagelagt mere end 5,5 millioner kilometer. Og det har naturligvis givet uforglemmelige og ekstreme minder.
76-årige Jens Jørgen Toft har kørt verden tynd og tilbagelagt mere end 5,5 millioner kilometer. Og det har naturligvis givet uforglemmelige og ekstreme minder.
– Mænd holder ikke op med at lege, fordi de bliver gamle. Mænd bliver gamle, fordi de holder op med at lege.
Ordene passer næsten for godt på 76‑årige Jens Jørgen Toft, der tager imod med et skælmsk blik og et smil, der afslører en mand, der stadig har appetit på livet – i dag på veterantraktorer og en ældre lastbil.

– Du er god nok, selvom du hverken har haft kørekort til traktor- eller lastbil, konstaterer han med et grin, da EsbjergLiv.dk besøger ham og kæresten Ejna Elvira i deres træhus på Møgelhøjvej ved Vilslev.
Bor i træhus nær Vilslev
Huset fra 2003 ligger side om side med et stort maskinhus fra midten af 90’erne. Her står hans mange veterantraktorer – hans “gamle legekammerater”, som han kalder dem.
– Før i tiden var jeg herude et par timer hver aften, når jeg ikke kunne sove. Det var min form for meditation, fortæller han.
I dag bliver han inde i træhuset sammen med Ejna Elvira, som er ramt af sygdom.
Jens Jørgen har kørt mere end 5,5 millioner kilometer i lastbil. En stor del af dem for Esbjerg-virksomhederne Vølund, Esbjerg Oilfield Services (EOS) og Blue Water – længe før virksomhederne fik egne blokvogne.

Selvom han er født i Seest ved Kolding, trak landskabet mod nord i de unge år.
– Kolding sagde mig ikke rigtig noget. Jeg var mere fascineret af området nord for linjen mellem Ringkøbing og Aarhus, siger han. Planen var egentlig en mekanikeruddannelse, men livet på landet og maskinerne trak mere.
Landmand med hestehale
Han blev landmand og købte gården i Vilslev med 17 hektar jord – senere udvidet til 40 hektar. Og selvom han har været gift to gange og har både en søn og en datter, er det i dag Ejna Elvira, han deler hverdagen med.

Jens Jørgen har langt år, som er samlet i en hestehale – så inden vi kommer nærmere ind på de mange fortællinger om lastbiler og tunge transporter, så skal vi lige have svar på spørgsmålet:
– Hvem klipper dit hår, Jens Jørgen?
– Jeg er er ikke blevet klippet de sidste mange år, men jeg friserer det en gang om dagen, lød det så spagt fra Jens Jørgen – og dermed blev snakken om frisuren lukket ned.
56 – 76 – 96
Familien spænder over tre markante aldersspring.
– Jeg er 76, min mor bliver 96 og min yngste søster er 56, fortæller han.
Morens energi imponerer ham stadig:
– Og hvis jeg bliver så gammel som mine mor, så skal jeg nok nå de mange, mange projekter, som er i støbeskeen. Hun kører for resten stadig bil og har kun lige sagt sit job op.

Selvom Jens Jørgen altid har foretrukket at købe brugt og spare, blev det i 1984 til én helt ny traktor: en John Deere fra forhandler Poul Erik Hansen i Jedsted.
– Den har jeg endnu – og den kører upåklageligt, siger han med tydelig stolthed.
Opgaver omkring Esbjerg
Når Jens Jørgen Toft fortæller om sine år bag rattet, åbner der sig et helt Europa af historier. Han har kørt for blandt andre Torben Rafn i Sommersted, hvor han gennem årtier dækkede alt fra Grønland i nord til Afrika i syd. Det blev til utallige specialtransporter, sværgodstransporter – og indimellem også noget så fredeligt som vin fra Sydfrankrig.
Esbjerg spillede også en central rolle i Jens Jørgens arbejdsliv.
– Jeg har kørt store kedler for Vølund – nogle fra fabrikken til havnen, andre fra modtagerhavne til byggepladser, fortæller han.
Esbjerg Oilfield Services var også faste kunder, og selv Blue Water benyttede hans ekspertise, før virksomheden fik egne blokvogne.
Fotograf Niels Husted fotograferede, da EOS fik flyttet et 450 ton kompressor-modul på Esbjerg Havn.

Kedlerne blev om natten kørt fra Vølund Kedelfabrik på Falkevej – via Spangsbjerg Møllevej, Gl. Vardevej og rundkørslen på Strandby Plads til havnen.
– Det foregik altid om natten – og som regel uden de helt store udfordringer, husker Jens Jørgen, der dog en enkelt gang eller to skulle til Sydhavnen.
Her var der forhindringer som luftbårne fjernvarmerør og viadukten ved Darumvej.

Mere end fem millioner kilometer
Karrieren begyndte, da han som 19‑årig satte sig bag rattet for første gang. Den sluttede først som 66‑årig – efter mere end fem millioner kilometer og et hav af oplevelser.
Hos Torben Rafn byggede han sine egne blokvogne. Det gav ham en unik fordel:
– Jeg kendte hver eneste millimeter. Det var guld værd, når man skulle manøvrere uden kameraer, uden alarmer – og kun med et vejkort på papir.
– Kørekort til forvogn og anhænger – og så et hoved, der kan holde overblik, siger han.
Mentale evner som orientering, ro og præcision var afgørende. Og så en walkie med lukket system, når der skulle guides forbi forhindringer eller bakkes på millimeteren.
Kraftværket i fjeldet ved Rjukan

Jens Jørgen lyser op, når han viser billederne frem.
– Her i Rjukan (Norge, red.) skulle jeg bakke ned til det underjordiske kraftværk gennem en smal tunnel med otte procents fald. Der var så lidt plads, at trækassen omkring godset måtte afmonteres. Turen var på 800 meter – og først i bunden kunne dynamoen læsses af. Måske kan du huske, at norsk Hydro havde anlagt et tungtvandsanlæg (D2O) i Rjukan, der blev saboteret i februar 1943 af de allierede, spørger han.
Havde sønnen med på tur

Norge og Sverige bød ofte på kæder og sne. Sønnen var tit med – helt fra blealderen.
– Så måtte jeg jo bare skifte ble, når det var nødvendigt, griner han.
En snestorm tvang dem engang til pause. En betjent kom forbi for at orientere om situationen. Inden Jens Jørgen nåede at svare, lød det fra bagsædet:
– Her kan vi holde længe – far har tanket op, og køleskabet er fyldt!
Uvejr og strejker gav forsinkelser
Europa bød også på naturkatastrofer med ventetid og omlægning af ruter. – Ved Murcia i Spanien stod himmel og jord i ét. Veje og fabrikker blev skyllet væk.
Her sad han fast i tre døgn på en tankstation uden strøm. De gulnede fotos fra turen ligger stadig i hans mappe – og kan ses herunder.

Men også strejker af enhver art har stoppet fremkommeligheden i de sydeuropæiske lande.
I Grønland var diesel billig
En af de mere kuriøse opgaver førte ham til Grønland. Lastbilen blev sendt med skib fra Aalborg, og Jens Jørgen fløj efter.
– Min chef sagde: Fyld lige tanken helt op inden afrejsen – 1.000 liter til ni kroner literen. I Ilulissat ved Diskobugten ventede tre dages arbejde – og fem ekstra fridage i byen.
Og så var der lige prisen på diesel:
– Fire kroner literen! Ikke fra en tankstation – sådan en så jeg ikke – men fra en af de store brændstoftanke i byen.
Ekstrem tur fra Italien til Nakskov
En af de mest ekstreme opgaver i Jens Jørgen Tofts karriere begyndte i Modena i Italien og sluttede i Nakskov. Opgaven: At fragte en megatung transformator hjem på blokvogn – uden GPS og med et vejnet, der flere steder ikke kunne bære akseltrykket.
– Turen tog over 30 dage, fortæller han.
– Hver dag tankede jeg 1.000 liter diesel. Jeg regnede ud, at jeg faktisk kun kørte 270 meter pr. liter.
Til sammenligning kan en personbil klare turen på 16 timer og fire minutter.
– 1.426 kilometer ad den hurtigste rute. Men med en læsset blokvogn, en marchfart på ned til 15 km/t og omveje over både Slovenien og Passau, blev det en rejse i slowmotion.
Transporten gik mod slutningen også over både Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen, hvor firmaet havde tilladelse til at passere med hele 500 tons.
Mange opgaver for Statoil
I fotoalbummet har Jens Jørgen nogle billeder af “nedbrydningsudstyr” til platforme i Nordsøen,

Læs anden del af interviewet her: “… De bliver gamle, fordi de holder op med at lege!”


















