Forfatteren Henrik List vil i ny og næ – med både flabet humor og sproglig originalitet – skrive gonzo-klummen ”Henne om hjørnet – i havnebyen”. Denne gang om tre gode, brune værtshuse nær havnen … og om nogle af de mange knejper, der for længst er forsvundet fra 6700.
Det er mange år siden, jeg sidst har sat mig ind på Corners Pub på hjørnet af Gl. Vardevej og Jørgen Pedersens Vej og tændt en smøg og bestilt en Hof. Selvom jeg ofte passerer dette skarpe hjørne på vej til eller fra Ghetto-Netto.
Det er ikke, fordi jeg har noget imod stedet, der har ligget på adressen siden 1973, men fordi den tidligere ejer indførte totalt rygeforbud. Hvis jeg alligevel skal stå udenfor i regn og blæst, hver gang jeg vil nyde en af mange cigaretter til mine genstande, kan jeg lige så godt sætte mig over på bord- og bænkesættet på det modsatte hjørne … med et par billige discounthåndbajere …
Rygeforbud på et møgbrunt værtshus er ganske usædvanligt og måske heller ikke forretningsmæssigt genialt, men nu har Corners fået ny ejer, Steen Holten Lützhøft, og han tillader atter rygning i den forreste del af det store lokale. Her finder man stamgæsterne langs med baren og ved bordene bag de små, duggede, firkantede ruder. Mens dem, der helst vil være fri for tobakståger, kan søge ind i det skrå, aflange, tilstødende rum hen mod toiletterne, hvor rygning fortsat er verboten. En fint pragmatisk, salomonisk løsning.
Da chefredaktør Fjodor P. og jeg ankommer en kølig hverdagsformiddag troner en håndfuld stamgæster med brede rygge langs baren uden at udveksle mange ord. Det stille vand er som bekendt dybest i Sydvestjylland, og gutterne ligner Esbjerg-mænd af den kaliber, der under en stormflod lakonisk vil konstatere, at ”så længe der er fjer på mågerne, er det sgu da bare blæsevejr”.
Den gamle sømand/ejendomsinvestor Steen er heldigvis mere snakkesalig. Han virker skarpt morgenfrisk – med en Hof ved hånden + en smøg i kæften – da han byder os velkommen med åbne arme. Den 62-årige ejers attitude og rødmossede teint antyder, at han selv har fået et par forfriskninger, og vi synes egentlig også, det er ved at være tid til dagens første omgang.
Barchef Per Lund Jensen, der er en lun fætter med masser af røverhistorier i ærmerne på sin røde skjorte, serverer en robust formiddagsmenu: Pilsner, sort kaffe og Fernet Branca. Dét er en fornuftig start på en journalistisk opgave, selvom jeg pinligt fjumret indleder med at vælte mit første glas Fernet ned i et askebæger, som om jeg allerede er halvpløret. Hvilket retfærdigvis ikke er tilfældet.
Steen har i en længere periode af sit liv holdt sig fra sprut og tjald, men er sprunget af vandvognen – på hjemmebane på en knejpe som denne, tæt på havnen. Der går heller ikke længe, før vi finder ud af, vi begge er bipolare og har selvmedicineret os med en fandens masse hash før i tiden, hvad der er værd at skåle på. Han blinker til mig og spørger, ”om vi skal ryge en fed nu?” Jeg tror, han mener det seriøst, men takker pænt nej. Peter Belli-cigaretterne sled for meget på hukommelsen, så jeg stoppede med dem for over et årti siden, og dét kan en verdensmand som ham jo sagtens forstå.
Derimod siger jeg med glæde ja til en runde mere (Hof/Fernet/kaffe) og improviseret smør-selv-morgenmad. På et af de andre borde er der nemlig sat friskbagte rundstykker, smør, ost og pålæg med dertilhørende knive og tallerkener frem. Sådan som det burde gøres på alle brune værtshuse, der åbner før middag. Eftersom det er taktisk klogt at få noget at spise, før man som stamgæst stempler ind og går i gang med endnu en lang dag på ’kontoret’ – med disciplineret druk fra kl. 10-11 til hen omkring aften, når de fleste bodegarotter normalt lunter hjemad …
Ved indgangsdøren hænger der en falmet plakat med Londons Tower Bridge som motiv, og det engelske pubkoncept var skam moderne og spændende i sin tid, da danskerne endnu ikke rejste så meget. Væggene i 70’er-scenografien er dekoreret med bl.a. den obligatoriske ”giv en omgang”-klokke, masser af maritime billeder, EfB-souvenirs, opslagstavle med gulnede fotos af fortidens gæster og ikke mindst et indrammet menukort fra en tid, da Corners serverede varm mad. I forhold til de aktuelle ågerpriser på fødevarer virker det vanvittigt, at man i min barndom har kunnet bestille en ”wienerschnitzel m. pommes sauté” til den yderst rimelige sum af … otte kroner!
En af stamgæsterne er på vej ud af døren, da jeg vender tilbage til bordet, hvor Fjodor interviewer Steen – og friske forsyninger i mellemtiden er blevet leveret af Per. Gæsten er åbenbart på vej over i kiosken/nærbutikken på den anden side af vejen, som er noget af en spillebule, og Steen råber efter ham: ”Jeg vil hellere ha’, at du drikker noget mere og tipser noget mindre!”
Kvarteret omkring Gl. Vardevej i Strandby-enden af Vesterbyen, hvor jeg selv bor, har måske ikke det bedste ry – slet ikke ude i de pæne parcelhusforstæder. Her er ret beset også både knejper, bordeller, metadonklinik, fritidsordning for problembørn og væresteder for grønlændere/narkomaner/socialt udsatte, og man møder sjældent kreativ middelklasse-typer eller millionærer i store, skinnende SUV’er i ’hætten’ til dagligt. Men først og fremmest ligger her en masse ret billige boliger til os helt almindelige mennesker: I de luvslidte kommunale blokke langs Gl. Vardevej (heriblandt ’Grønlænderhuset’), Ved Skoven eller på Nørvang; i de almennyttige rødstenskarréer i Havregrynskvarteret mellem Gl. Vardevej og havnens industriområde.
For mit vedkommende er det slut med altid at gå forbi Corners Pub, nu da jeg kan droppe ind, ryge tobak og drikke kølige pilsenere på præmisserne. Og den nye, gavtyvecharmerende vært virker i det hele taget mere end klar til at sætte liv i kludene på det førhen en anelse døsige sted.
Jovist, gode, brune værtshuse kan vi lokale i kvarteret i det mindste prale af have tre af inden for en radius af godt 500 meter, hvor en veritabel dødsrute strækker sig fra Boretårnet over Corners Pub til Horns Rev … og eventuelt videre ind til Havkatten i midten af Strandbygade … hvis man nogensinde når så langt på sin slingrende pilgrimsvandring …
Selvom vi nok skal tilbage til klondyke-årene før Anden Verdenskrig for at finde belæg for Esbjergs ry som ”Danmarks Chicago”, har der uden tvivl været et uproportionalt omfattende og til tider voldsomt natte- og værtshusliv i rigets femtestørste by indtil for omkring 30 år siden.
I begyndelsen af 1980’erne, da jeg startede med at gå ud som ung, følsom gymnasieelev (og provo-punker med hanekam, læderjakke og sortlakerede fingernegle!), lå der i hvert fald barer, bodegaer, beverdinger og beværtninger overalt. Fra nede på havnen til oppe i det, man på ejendomsmæglerårhusiansk nu kalder ”Midtbyen”, men som man tidligere kendte som Vesterbyen. Dvs. det indre Esbjerg med de amerikansk vinkelrette gader – afgrænset mod øst af jernbanen; mod nord af forstæder/grønne områder; mod vest og syd af havnen …
Mange af de værtshuse, jeg (tåget) husker fra de turbulente teen-år, er siden lukket. Endog mytologisk berømte/berygtede steder som billardhajernes Tivoli, den mildt sagt minimalistiske Bazar Caféen (med øgenavnet ”Gangsteren”), fiskernes højborg Café Nyhavn (senere Restaurant Sydvesten, men i dag firmakantine for et offshore-firma) og det løsslupne enkebals-natværtshus Gl. Havn (i dag fin restaurant), der lå langs med kajer, moler og bassiner – og måske ret beset burde have været fredet i Klasse A?
For denne by er jo historisk set grundlagt med udgangspunkt i dens placering ved Nordsøen tilbage i 1868. En topografi, der er og bliver Esbjergs raison d’être – både som havne-, fisker-, olie- og energiby. Alene derfor er det halvflovt og en smule trist, at der ikke er én eneste knejpe tilbage nede på selve havnen.
Hvad kan man sige? Der stinker heller ikke (ret tit) af fisk mere i Esbjerg. Lige såvel som der er langt imellem de flokke af berusede, bralrende fiskere og sømænd med lommerne bugnende af kontanter, der førhen var købestærkt kernepublikum på de imponerende mange udskænknings- og forlystelsessteder.
LÆS OGSÅ: Bolværksmatrosens dagdrømme
Boretårnet er qua sin beliggenhed på hjørnet af Gl. Vardevej og Fanøgade vel ikke en rigtig havneknejpe, men den er det i ånden – og ligger immervæk kun knapt en kilometer fra Trafikhavnen/den gamle fiskerihavn.
Der hænger logisk nok indrammede fotos af boreplatforme på væggene. Orange eller neongult arbejdstøj er lige så acceptabel påklædning som slidt denim, joggingbukser og punkterede dynejakker. Mange af de mandlige stamgæsters stærke, blåtatoverede underarme har typisk været brugt (eller bliver stadig brugt!) til hårdt fysisk arbejde på havet og på havnen; på skibe, lagre, kajer, dokker, kuttere, beddinger, fabrikker, værfter, værksteder, vindmøller og boreplatforme. Herinde kan man dagligt møde noget i vores digitale/kreative AI-samfund så ’eksotisk’ som ægte sømænd, fiskere, chauffører, borebisser, lastoptagere, havnearbejdere og håndværkere, selvom flertallet af dem er pensioneret.
”Jeg søger én, der har en fandens masse penge,” siger en krumbøjet ældre mand med et glimt i øjet, idet han sætter sig ned ved to noget yngre kvinders bord ved indgangens nordvestvendte vindfang, hvor det altid trækker. Så snart vi er indenfor, spørger jeg derfor kvinderne, om jeg skal lukke døren i efter mig – i et kikset forsøg på at spille gentleman på et så uprætentiøst etablissement. Den ene af damerne spørger straks: ”Fryser du?”
”Nej, men det ku’ være, at I gjorde?”
”Naaarj, vi varme piger fryser aldrig,” siger hun og griner højt.
Boretårnet er brun bodega på den mest autentiske, dejligt sumpede old school-måde, selvom den faktisk i december sidste år fejrede sit 40-års-jubilæum og dermed reelt er et ’nyere’ sted … fra 80’erne …
Da vi træder ind i et lavthængende skydække af cigaretrøg over middag, er stemningen på én gang høj og tung. Der har været åbent siden 10.30, og der er formentligt på nuværende tidspunkt blevet indtaget et anstændigt kvantum pils, kaffepunch og små skarpe. Tonen er grovkornet, lokalet passende dunkelt og bajerne på tilbud til 18 bobs indtil klokken 18. Og chaufføren fra bryggeridepotet, der lige har afleveret flere paller med ølkasser, forsikrer os om, at der er nok at drikke …
De fleste nikker afmålt høfligt til både mig og chefredaktøren, fordi de har set os her før, men en del af ’den nærmeste familie’ er vi ikke. Om end jeg får en kort snak med en af mine naboer ved baren, en vejrbidt eks-søulk, der helt sikkert er … Vi får ild på hver vores cigaret, krænger frakkerne af og bestiller en omgang hos tjeneren. En veltrænet gut med mange tatoveringer, der ligner en dørmand, men er vældigt flink og opmærksom og nok den yngste på stedet. Bortset fra en grønskolling som chefredaktøren på 42 …
I højttalerne spiller rock’n’roll-klassikere fra før årtusindeskiftet. Stamgæsterne kender hinanden og konverserer dæmpet sammen med hæse stemmer ved bordene og langs baren, der løber parallelt med gaden udenfor. Selvom lydniveauet indimellem stiger med rå latterbrøl, kærlige, højrøstede fornærmelser, kommentarer til Holger Runes tenniskamp på storskærmen … eller sågar et drævende ”HOLD NU KÆÆÆFT, MAND!” eller ”KLAP SÅ I, KÆLLING!”
Okay, Boretårnet er ikke ligefrem et safe space for sarte millenial-woke-typer, hvis vi skal være ærlige. Demografien er überlokal. Flertallet af stamgæsterne bor lige i nærheden. Næsten alle er +60, selvom der gerne kommer yngre gæster til, når det er fyraftenstid på arbejdspladserne. Der står ingen fancy designercykler, men adskillige rollatorer og invalidescootere udenfor, og det skal der ligesom gøre … foran ethvert rigtigt brunt værtshus!
Der kommer masser af andre slags mennesker i weekenden, når der er bold (EfB) og ’ishoggi’ (Esbjerg Energy) nogle hundrede meter herfra – samt unge mennesker, som varmer op til nattefest inde i Skolegade på vores lokale dødsrute. Men Boretårnet er ellers først og fremmest dagligstue for dem fra nabolaget, der helst vil hygge sig på et ’værested’ uden supervision fra kommunale socialrådgivere … blandt andre gæve folk, som de er på bølgelængde med …
Om tirsdagen kl. 14 er der lykkehjul, hvor man kan være heldig at få en bajer til en femmer, og ud over dart-, rafle- og billardturneringer, som tages yderst seriøst, er der af og til fælles frokoster, middage og arrangementer i forbindelse med årets højtider. Man holder øje med og passer på hinanden, når nogle skranter eller har problemer – og dét sker i sagens natur jævnligt. Der er med andre ord et sammenhold på et klassisk stenbroværtshus som dette, der er guld værd. Endda uden at koste skatteyderne noget som helst.
Personligt holder jeg allermest af Boretårnet, fordi det er som at træde ind i et upoleret stykke Esbjerg fra min drenge- og ungdomstid, hver gang man kommer der. Ved vores nabobord er de to muntre, modne kvinder således virkeligt ved at være i stødet, og da den ældre herre, som før satte sig hos dem, spørger om de er ”på nettet”, replicerer den ene af dem fluks: ”Ja, vi går da i netstrømper!”
Alt for meget af fortidens Esbjerg blev desværre bulldozet væk i ’raskt skal det gå’-æraen i 1960’erne og 70’erne. Da ’det gamle lort’ tilsyneladende helst skulle fjernes hurtigst muligt, så der kunne bygges en masse grimt nyt i beton og røde mursten. Hold op hvor er der blevet revet ned i denne by – også i nattelivet!
Det smukke, gamle, hvide, men til sidst stærkt forfaldne Hotel Spangsberg (fra 1875) med perfekt 180-graders udsigt over havnen og Fanø fra en bakketop var en af de arkitektoniske perler, som blev jævnet med jorden i dén proces. Hotel Spangsberg med den legendariske western-saloon Rio Bravo, Diskotek Chaplin og baren Proppen omme på havnesiden. Samt tilbage i 60’erne selvfølgelig natklubben Africano, som mange esbjergensere over 75 erindrer fra pigtrådsmusikkens storhedstid.
Men den mere eller mindre døgnåbne dødsrute på kanten af havnen deromkring, som i dag er forsvundet sporløst, eksisterede endnu IRL i min egen gymnasietid for lidt over 40 år siden – selv uden Spangsberg: Med tre hårdkogte havneknejper på stribe i Stormgade ned mod Havnegade over for Spangsberg-grunden (Bræddehytten/Skipperkroen/Nordsø Pub) og to yderligere, en anelse mere søvnige landkrabbesteder umiddelbart henne om hjørnet i Strandbysvinget (i dag Kongensgades døende blindtarm): Appel og Café Strandby.
Handelsskole- og KU-typernes stamsted dengang var Løven & Lammet i Kirkegade, mens vi mere flippede/punkede gymnasieelever fra Statsskolen om fredagen typisk drak os i hegnet på Hos Karoline i Jyllandsgade. Som jeg husker det, var der tillige et par værtshuse i gågaden i Kongensgade, som i vore dage domineres af bankafdelinger, billigt stangtøj, generiske kædefillialer og gabende tomme butikslokaler – og ligger øde hen efter kl. 18 på hverdage. Og hvor kun det festlige Buster på hjørnet af Englandsgade heroisk holder bodegaskansen …
I Torvegade ved Torvet lå ligeledes i start-80’erne såvel natklubben Palmehaven som morgenbrændpunktet A.P.’s Vinstue, hvor man kunne få aspargessuppe og øretæver (eller købe tjald eller finde en sexpartner før sidste deadline) kl. 7-8 om morgenen. Ja, der var sågar tre brune steder i Borgergade, hvor der udelukkende er en ’sportspub’ (med spisning) tilbage. Selv i Skolegade popper den ene fancy spiserestaurant efter den anden nu om dage i øvrigt op på en strækning, der ellers traditionelt har rummet den mest massive koncentration af natklubber, diskoteker og værtshuse.
Førhen var det uhyre nemt at slingre fra det ene rabaldersted til det næste i Skolegade. F.eks. imellem danserestauranten Bonbonnieren, den smålumre Palads Bar, den gustne, men underholdende bule De Tre Musketérer og det originale, klassiske Industrien med damasktapet, højt til loftet og ringklokker til at påkalde sig servitricernes opmærksomhed, når man i min ungdom ville bestille et ’sæt’, 1 øl + 1 snaps, til en ti’er.
I 2020’erne derimod kan man sagtens komme til at vade et par kilometer igennem gader, hvor alt er lukket, hvis man efter mørkets frembrud leder efter lys, liv, varme, selskab og alkohol. Selv herinde i Vesterbyen …
Tusmørket er ved at lægge sig imellem boligblokkene, og store måger cirkler over Rundkørslen som sultne gribbe. Den kolde vestenvind nede fra havnen suser direkte op igennem de lange, lige gader …
Hen på eftermiddagen dalrer vi – efter Corners Pub og Boretårnet – videre ind ad dødsruten til Horns Rev. ”Åbningstider: Når døren ikke er låst”, står der ud mod fortovet. På sandwichskiltet med lige så bakskuldstør humor: “Tilbud i dag (gælder også i morgen): Øl 23,- Sprit 25,- Fadøl 35,- … Køb 2 stk.😊og betal for dem begge”.
Her er der lys, liv, varme, selskab og rigeligt med alkohol. Fra ved 9-tiden om morgenen til ud på aftenen eller natten, når ejerparret Dorthe Jepsen og hendes mand Tonny Ewald Jørgensen ikke gider mere og går op ad trappen til deres lejlighed ovenpå.
Noget af det særlige ved Horns Rev er netop, at lille, seje, utrættelige Dorthe stort set altid er til stede med et glas øl bag baren – syv dage om ugen – og Tonny ligeså, hvis han da ikke har været ude at fiske med rejekutteren om natten. Og selvom han i nat har været omme på den anden side af Fanø – med 280 kilo rejer som en ifølge ham selv ”ikke så ringe” fangst! – er han her som nu tit alligevel: Stout og urokkelig i sine evige blå overalls ved baren, hvor han går Dorthe til hånde med det praktiske og udveksler røverhistorier med garvede stamkunder …. Eller ved et bord ud mod gårdhaven, hvor han holder hof med nogle af de andre fiskere. De sidste af en uddøende race i en by, der engang havde Danmarks største fiskerihavn, men nu kun har et dusin kuttere tilbage …
Dorthe har røget, siden hun var seks, og ses ikke uden enten en cigaret eller sin nye elektriske ’damper’ på vågeblus. Hun har, før hun fik egen bodega, årtiers professionel erfaring som tjener (fra Skipperkroen, Bræddehytten, Dowdi, Gl. Havn, Kasket Karl m.fl.), og det er ingen overdrivelse at sige, at hun oser af rutine.
Imens Fjodor først falder i snak med en af sin fars gamle venner, der sidder ved den tætpakkede bar, og dernæst en, der hedder Leif, finder jeg den indre ro under redningskransen, hvorpå stedets navn er skrevet.
I midten af kransen hænger det berømte billede af skipperen med sydvest og pibe, som alle kender. Efter lukningen af Sydvesten har Hornet uden tvivl den største, flotteste samling af maritim/nautisk kunst, kitsch og memorabilia i byen – bortset fra Marineforeningen, selvfølgelig. Og med under en halv kilometer ned til vandet fra gårdhaven, er det så tæt på at være en havneknejpe, som det praktisk kan lade sig gøre i 2025.
At dette er stamsted for ikke mindst søens og havnens folk – og for alskens bolværksmatroser – kan man ikke være i tvivl om. I vindueskarmen ud mod gaden står sømandsfigurer skulder ved skulder. I den hyggelige gårdhave på havnesiden, hvor der grilles pølser til fansene før EfB-kampe, hænger bl.a. en fin, historisk galionsfigur. Det lille lokale indenfor er derudover proppet med ror, ankre, lanterner, tovværk, redningskranse, skibspropeller og sømandsknob fra gulv til loft.
Nogle af genstandene skal man passe på at pille ved, for hvis man ringer med en af de mange klokker, trykker på det store, gammeldags tågehorn eller trækker i den messinggyldne maskintelegraf, der også skulle larme ad helvede til, ved døren ud til toiletterne, ”så gi’r man sgu en omgang”, som Dorthe plejer at sige. Så det gælder om at undgå, at ens jakke- eller skjorteærme hænger fast i telegrafens håndtag, når man skal ud at lade vandet …
Stedet har åbenbart allerede heddet Horns Rev i 1933, ifølge et slidt messingskilt på træplankerne på væggen, og er dermed muligvis byens ældste, eksisterende værtshus? Ved siden af kan man på tre sort-hvide fotos dog se, at adressen dertil igennem årene har huset Onkel Hans’ Café og Bio-cafe – den sidste sandsynligvis med reference til biografen Strandbio, der åbnede i Rundkørslen i 50’erne.
Tonny fortæller oppe ved disken om sin 60 års-fødselsdag, der for nylig blev fejret over en hel weekend med gaver og gæster, med grill i gården og live-musik under træloftet, og da han hører, at jeg snart runder samme mærkedag, bliver vi enige om, at 1965 vitterligt var en god årgang. Så går han ud for at hælde vandet fra kartoflerne, imens jeg vil bestille en ny omgang pils til mig og chefredaktøren, som ser ret tørstig ud … efter sin lange snak med de to ældre herrer.
”Dén sælger vi ikke!” siger Dorthe med en stramning i mundvigene, da jeg naivt spørger efter Rød Tuborg, og så kan jeg lære det. Der er intet at diskutere, selvom jeg er temmelig glad for denne sæsonøl. Hun skal nok sørge for, at gæsterne opfører sig nogenlunde ordentligt, selv når bølgegangen indimellem bliver høj på den anden side af disken. Tonny har sine fiskeroveralls og sine 280 kilo rejer, men det er Dorthe, der har bukserne på …
Tilsammen er disse to Esbjerg-enere en original duo, der i over 20 år har ejet, præget og lagt deres sjæl i Strandbygade 92. Det er på en måde ligesom at være på besøg ’hjemme hos Dorthe og Tonny’, når man kommer i deres offentlige underetage – og hvis man ikke bryder sig om dét, må man bare holde sig væk. En så dybt personlig branding er unik … i modsætning til mere tidstypiske steder med ejere, man sjældent ser (og som muligvis endda bor i andre byer), og skiftende, ofte unge, kvindelige ’amatørbartendere’ fra døgn til døgn …
Kombinationen af ejerparret, historikken, indretningen og det salte stampublikum gør Horns Rev til en slags arbejdende, sprællevende museum af et brunt værtshus, hvor man både må ryge og drikke og snakke højt, og hvor man vitterligt kan opleve et Esbjerg, som ellers endegyldigt er ved at forsvinde. Hvis man har udenbys turister med på pubcrawl i 6700 Blæsbjerg, er det derfor også et must at tage dem med ind på Hornet – længere er den ikke!
De sidste rester af Esbjergs engang langt vildere værtshusliv vil forhåbentligt holde sig oven vande længe endnu. Der er rundt regnet 16 af de møgbrune ’museer’ tilbage rundt omkring i byen, og mange unge er begyndt at besøge disse – i det mindste om aftenen hen omkring weekenden. Fordi øllerne er billige; fordi man må ryge; fordi de møder overraskende anderledes mennesker på ’proletarbodegaerne’ i forhold til i deres egne miljøer. Dét giver håb for fremtiden.
Med øjne på det stagnerende tilflytter- og indbyggertal vil borgmesteren og lokalpolitikerne helst sælge Esbjerg udadtil som ”kultur- og oplevelsesby”. Den slags fine ord hører man ikke mange af i larmen fra jukeboxe, spillemaskiner og højrøstede gæster på beverdingerne, men kultur og oplevelser får man lige i smasken, hvis man vover sig derind.
De tilbageværende nikotinpatinerede bodegaer er ikke blot vigtige som mødesteder for indfødte, gæster, søfolk, turister eller de skæve eksistenser, som der i modsætning til på de fleste andre offentlige steder (så som caféer, kaffebarer og restauranter) også er plads til dér.
Nej, de gode, gamle, ramponerede udskænkningssteder er dertil også vigtige, fordi de hver især er et stykke lokal-, social- og kulturhistorie, marineret i ølsjatter og cigaretrøg: Et stykke rå, ramsaltet danmarkshistorie midt i den mere pæne, polerede og politisk korrekte nutid. Halløjsa og skål for dét!
LÆS OGSÅ: Henne om hjørnet – i havnebyen
