Vi er alle sammen præget og rundet af de omgivelser, vi lever og er opvokset i. Under rubrikken “Mit Esbjerg” skriver esbjergensere om de steder i byen, som betyder noget særligt. Steder, som har sat sine spor og gjort uudsletteligt indtryk. Denne gang med Per Bank Lauridsen.
I virkeligheden kan jeg bedst lide at være hjemme i mit lidt dunkle værksted, i gårdhaven bag vores hus i midtbyen.
Eller ude i Grådyb, i min lille fiskerbåd, på jagt efter den næste makrel, med et godt countrynummer på højtaleren.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Jeg kan også godt lide at mødes med mine gode venner på vores fælles sted, det tidligere Karolines i Jyllandsgade, med et godt grin, en overdrevet røverhistorie, en god hakkebøf og en kold øl.
Men nu skal det her – som jeg forstår det – jo ikke handle om mine, private yndlingssteder i Esbjerg, men mere om steder, som vi alle – mere eller mindre frit – kan benytte os af.
Dem er der heldigvis også et par stykker af.
Jeg kan godt lide at komme på havnen. Desværre er der ikke længere så åbent, som tidligere. Men der er stadig et par gode steder, som f.eks. ”den hemmelige strand” på ydersiden af muren ved lodserne.
Eller området bagved de gamle ESSO-siloer ved Læssevejen, der på en eller anden måde har en smuk råhed over sig – Det er som om tiden står stille deromme.
Mine bedsteforældre havde en ESSO-tankstation i gamle dage – Dem tænker jeg tit på, når jeg kommer forbi.
Jeg kan også godt lide at snuse lidt til hvad der sker ovre på kajen ved Esbjerg Shipyard, hvor flere af mine gamle venner gennem årene har arbejdet på skibene, og hvor vi bl.a. udforskede det russiske skib ”Silva”, som blev forladt af både sin besætning og sit rederi, efter et havari for mange år siden.
Herfra kan man også fange en makrel eller en sild, hvis man rammer den rigtige dag, det stigende vand og en god stime.
Jeg kan godt lide at komme i Farvespecialisten i Jyllandsgade, hvor Bent har drevet butik siden 1965, og stadig står bag disken i hans blå kittel hver dag, undtagen søndag.
Der er styr på det nede hos Bent. Han kender sit fag og sine produkter og har et fantastisk sortiment.
På en af hylderne står et fint gammelt askebæger i glas – Det er kun Johnny Madsen, der må bruge det.
Jeg kan godt lide at gå en tur i Vognsbølparken, hvor jeg har minder tilbage fra min helt tidlige barndom, da jeg sammen med mine forældre var ude og fodre ænderne og styrtede på grusstierne på min BMX’er.
I dag nyder jeg selv at have mine to drenge med ud under træerne hvor vi fodrer ænder, mens vi bander mågerne langt væk for altid at stjæle brødet.
Jeg kan godt lide at komme hos min frisør, Reber Barber i Nørregade.
Før i tiden blev jeg klippet hos Mette Hauge i Stormgade.
Mette og jeg havde en aftale om, at hun skulle sige til, når håret var blevet så tyndt, at det ikke gav mening at klippe med saks mere. Man kalder det vist et håbløshedstidspunkt.
Nu klarer Reber den begrænsede hårpragt på under et kvarter, mens vi ser fodbold, taler med de andre kunder eller bare nyder den summende stilhed fra maskinen.
Jeg kan godt lide at cykle eller gå hen over Jernbanebroen ved Frodesgade, og kigge udover togene, skinnerne, masterne, ledningerne og lysene.
Det var flottere før det store indkøbscenter blev bygget, men der er stadig et eller andet specielt ved den udsigt og det sted, hvor folk hver dag rejser ind og ud af vores by, og som forbinder os til hele verden.
Jeg kan godt lide at komme på C-tribunen på Esbjerg Stadion, og se drengene baske nogle ”out-of-towners” på banen.
Før i tiden, inden man byggede stadion om, stod jeg altid nede i sydvestkurven sammen med vennerne. Det var et perfekt spot.
I dag har jeg for det meste mine to drenge med derud, og turen går altid via et af mine andre yndlingssteder – på cykel gennem Vognsbølparken.
Jeg kan godt lide at komme på restauranten Hos Ingeborg, og få en frokost samt en snak med værten Jan.
Det er fantastisk at en mand fra Vejle ser muligheden i et nedslidt og nærmest glemt åndehul i Esbjerg, og får det til at blomstre på ny. Han har ikke engang skiftet dugene, da han tog over.
Rammerne er historiske og maden er perfekt, men det er mennesker, der gør forskellen.
Per Bank Lauridsen er født i 1982 og har været bosat i Esbjerg i størstedelen af sit liv.
Bor i dag i en ældre villa i midtbyen sammen med sin kone Kristina og deres to sønner Mads og Andreas på hhv. 5 og 7 år.
Per er bl.a. medejer af det familieejede investeringsselskab E. Bank Lauridsen Holding A/S, hvori han besidder flere direktions- og bestyrelsesposter.
Herudover beskæftiger han sig med en lang række andre projekter og er bl.a. medejer og direktør for det utraditionelle og uhøjtidelige Galleri GRISK i Aarhus.
Tidligere har Per arbejdet indenfor spedition og logistik, ligesom han sideløbende med sit professionelle virke har dyrket de livslange passioner for kunst og musik.
