MOBILVERSION

11. januar 2026

Nyt ansigt på Viet Kitchen – kærligheden til maden er den samme

Viet Kitchen på Esbjerg Street Food har fået ny ejer. Tuan Dinh Nguyen står nu bag gryderne – med samme kærlighed til maden og fokus på autentiske smage.

Viet Kitchen på Esbjerg Street Food har fået ny ejer. Tuan Dinh Nguyen står nu bag gryderne – med samme kærlighed til maden og fokus på autentiske smage.

Der er sket et generationsskifte hos Viet Kitchen på Esbjerg Street Food. Bag boden står nu Tuan Dinh Nguyen, 47 år, født i Vietnam og ny ejer af Viet Kitchen. Selvom ejerskabet er nyt, er boden det ikke. Viet Kitchen har været en fast del af street food-huset i mere end tre år, og overdragelsen sker internt.

Den tidligere ejer, Peter, driver fortsat Viet Kitchen i Esbjerg Storcenter, så konceptet – og ånden – bliver i familien.

Køkkenet som samlingspunkt

Tuans kærlighed til mad blev grundlagt tidligt. I barndomshjemmet var køkkenet familiens naturlige samlingspunkt, og hans mors vietnamesiske retter satte dybe spor. Smage, teknikker og tålmodighed er noget, han har taget med sig – og som i dag kan smages i retterne på menuen.

– Da muligheden for selv at stå i køkkenet bød sig, var jeg ikke i tvivl. Det var nu, fortæller Tuan.

Favoritten: Pho Bo

Spørger man Tuan, hvilken ret man skal starte med, falder svaret prompte: Pho Bo.

Den klassiske vietnamesiske suppe laves helt fra bunden, og fonden får lov at simre i omkring 20 timer. Resultatet er en dyb og intens smag, hvor tålmodighed og kærlighed er mindst lige så vigtige ingredienser som kød, krydderier og urter.

– Det er comfort food. Noget, der varmer helt ind i sjælen, siger han.

Kreativitet – også uden for køkkenet

Når Tuan ikke står ved gryderne, finder han ro i et noget anderledes håndværk. Han former bonsai-træer af aluminiumstråd – et kreativt nørderi, som snart også vil finde vej ind i boden som en del af indretningen.

Dermed mødes vietnamesisk madkultur og kreativ fordybelse i et udtryk, der matcher Viet Kitchens personlighed.

Fællesskabet betyder alt

For Tuan er det ikke kun maden, der gør Esbjerg Street Food til noget særligt.

– Stemningen, fællesskabet og hyggen. Der er en god energi i hele huset, som man mærker med det samme, siger han.

Så næste gang sulten melder sig, og du trænger til noget, der både mætter og varmer, er der god grund til at lægge vejen forbi Viet Kitchen – og hilse på Tuan bag boden.

Del artiklen