MOBILVERSION

16. april 2026

Nyt initiativ i Esbjerg: Nu kan udsatte hente varme måltider hver uge

Flere har svært ved at få råd til mad: Nu starter nyt initiativ i Esbjerg med gratis varme måltider til udsatte og hjemløse.

Flere har svært ved at få råd til mad: Nu starter nyt initiativ i Esbjerg med gratis varme måltider til udsatte og hjemløse.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Der er et nyt tilbud på vej til nogle af byens mest udsatte borgere.

De hjemløses Venner lancerer nu initiativet Madvennerne, hvor hjemløse og socialt udsatte kan hente et varmt måltid én gang om ugen.

Første gang bliver tirsdag den 28. april på adressen Gl. Vardevej 55.

Varme måltider hver tirsdag

Herefter vil frivillige hver tirsdag lave varm mad, som kan afhentes mellem klokken 13 og 14.

Baggrunden er et stigende behov.

– Vi oplever desværre, at flere og flere har svært ved at få råd til mad. Med Madvennerne vil vi sikre, at flere får et varmt måltid, også selvom de ikke har mulighed og økonomi til at lave det selv, siger formand Ingelise Wenzel.

Mere end bare mad

Initiativet handler ikke kun om at stille sulten.

Ifølge foreningen møder de jævnligt mennesker, der ikke ved, hvor deres næste måltid kommer fra – og her kan et varmt måltid gøre en konkret forskel.

Samtidig giver det også et pusterum i en svær hverdag.

Udvider eksisterende hjælp

De hjemløses Venner driver i forvejen flere initiativer, blandt andet “Fyld et køleskab” og uddelingen af Onsdagsposen.

Fremover vil uddelingen af Onsdagsposen også foregå fra Gl. Vardevej 55 – klokken 11 de sidste to onsdage hver måned.

Med Madvennerne udvides indsatsen nu med faste, varme måltider én gang om ugen.

Søger frivillige

Projektet er drevet af frivillige, og der er brug for flere hænder.

– Vi håber, at byen vil bakke op. Vi har brug for hjælp fra frivillige og hjælp til maden, lyder det fra frivillig leder Tove Nørhede.

Del artiklen