Der er rokader i hotelbranchen på Fanø: Salget af Hotel Strandvejen følges nu op af overtagelsen af Kromanns Hotel, der genåbner som Sønderho Badehotel.
Der er rokader i hotelbranchen på Fanø: Salget af Hotel Strandvejen følges nu op af overtagelsen af Kromanns Hotel, der genåbner som Sønderho Badehotel.
Der er markante bevægelser i hotelbranchen på Fanø.
Kort efter salget af Hotel Strandvejen med virkning fra 1. april har Steen Hjort Christensen nu officielt overtaget Kromanns Hotel & Restaurant på Sønder Land 7 i Sønderho – også fra 1. april. Samtidigt vender hotellet tilbage til sit historiske navn: Sønderho Badehotel.
Dermed fortsætter han sit engagement i øens hotel- og turismebranche – blot i nye rammer.
Solgte i Nordby – satser i Sønderho
Salget af Hotel Strandvejen blev offentliggjort tidligere i februar. Med overtagelse 1. april giver Steen Hjort Christensen stafetten videre til nye ejere, som genåbner hotellet under navnet Nørby Boutique Hotel i løbet af sommeren 2026.
– Jeg havde egentlig planlagt at fortsætte driften efter et fint resultat i 2025, og hotellet var derfor taget af markedet. Men der kom et tilbud, som åbnede for nye muligheder – og det føltes som det rigtige tidspunkt at sige ja, har han tidligere udtalt.
Nu står det klart, hvad de nye muligheder indebærer: En satsning på badehoteltraditionen i Sønderho.

Personlige rødder i Sønderho
Navneskiftet fra Kromanns Hotel & Restaurant til Sønderho Badehotel er et bevidst valg.
– Jeg har personlige rødder i Sønderho gennem barndommens ferier, og stedet repræsenterer for mig en væsentlig del af Fanøs kulturhistoriske identitet, lyder det fra Steen Hjort Christensen, der stammer fra Sjælland.
Overtagelsen beskrives ikke alene som en forretningsmæssig disposition, men som et projekt med lokal forankring og historisk bevidsthed.

90-års jubilæum i 2026
Sønderho Badehotel blev indviet den 21. maj 1936 i byens tidligere posthus fra 1910. Ombygningen blev foretaget af arkitekt Jensen fra Esbjerg, som med tilbygninger skabte det arkitektoniske helhedsudtryk, der fortsat kendetegner ejendommen.
Den 21. maj 2026 kan hotellet dermed markere sit 90-års jubilæum – en begivenhed, der allerede planlægges fejret på værdig vis.
Fra tomgang til ny begyndelse
Driften vil tage afsæt i en gradvis modernisering med respekt for bygningens historik og oprindelige arkitektoniske integritet. Ambitionen er at revitalisere badehoteltraditionen i en nutidig kontekst, hvor autenticitet og kvalitet går hånd i hånd.
Kromanns Hotel og Restaurant har ikke været i drift de seneste år. Ejendommen har været i samme families eje i 25 år, men blev lukket under coronakrisen og har siden stået tom.
Lukningen en kombination af omstændigheder: Ejeren Andreas Weissenfeldt flyttede til Bodensee i det sydlige Tyskland for at drive hotel dér, forpagteren blev ramt af kræft, og da corona ramte, lukkede stedet – og åbnede aldrig igen, skrev JydskeVestkysten i en artikel i januar i år i forbindelse med, at hotellet blev sat til salg hos Nordicals Erhvervsmæglere i Esbjerg.
Ejendommen rummer cirka 383 kvadratmeter med restaurantplads til omkring 100 gæster, udendørsservering i sommerhalvåret og fem værelser på førstesalen. Bygningen blev moderniseret i 1990, men har bevaret sin klassiske badehotelcharme. Udbudsprisen lød på 3.495.000 kroner. Hvad der står på den salgsaftale, Steen Hjort Kristensen i dag har skrevet under på, er derimod uvist.
Efterlyser historiske minder – og personale
Men sikkert er det, at forberedelserne allerede er gået i gang til sæsonen 2026, hvor der skal samles et nyt hold medarbejdere.
Der søges engagerede folk, der har lyst til at være med til at forme fremtiden for et 90-årigt badehotel. Erfaring er ikke afgørende – det vigtigste er engagement, smil og lysten til at gøre en forskel.
Som led i genoplivningen ønsker de nye ejere at samle hotellets historie i en publikation. Derfor efterlyses fotografier, dokumenter og personlige beretninger fra hotellets virke gennem de seneste ni årtier.
Gamle feriebilleder, menukort, breve eller anekdoter kan blive en del af fortællingen om et af Fanøs mest markante hoteller.








































