Vi er alle sammen præget og rundet af de omgivelser, vi lever og er opvokset i. Under rubrikken “Mit Esbjerg” skriver esbjergensere om de steder i byen, som betyder noget særligt. Steder, som har sat deres spor og gjort uudsletteligt indtryk. Denne gang med Sofie Jansen.
Nordby, Stavanger og Paris er dejlige byer, men Esbjerg; du har alt det, jeg elsker: Havet, Marbæk, veninderne, min mor, Industrien, musikken og nu street art.
Siden jeg var ung, er du altid blevet skudt i skoen, at du er bagud på alt det fede. Jeg var en kort overgang også meget fascineret af alt det København bød på; lækre genbrugsbutikker, L’education Internationale, og fristaden …
Heldigvis fandt jeg hjem igen. Hver gang. Og gør det stadig, for nok er ude godt, men hjemme er nu bedst.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Esbjerg, du rummer alle de knuste hjerter, mange af unoderne, de vilde valg og mennesker, som er ganske særlige.
Vesterhavet flyder i mit blod, det har taget flere af min mormors brødre, og min far er strøet ud over det fra E1. Havet har jeg nydt, både som hobiecat-sejler, kajak-bangebuks, og ganske nøgen, tidligt om morgenen, efter en tur i byen. Havet, det har vi i Esbjerg, helt tæt på, og uden det i nærheden, er man langt væk hjemmefra.
Marbæk, den der helt særlige plantage, hvor vi esbjergensere finder os selv igen ved Gulebjerg. I Marbæk har jeg redet på heste i brandbælterne, skreget af grin af blottere, troet, at der var pirater i træerne, fordi min far bildte os de vildeste ting ind, da vi var små.
I Marbæk har jeg kørt bil før jeg fik kørekort, det har mine børn også. Altså på skødet af mor, og ganske langsomt … I Marbæk har vi drukket Tuborg og Hof, hørt rockmusik og mindet vores ven, der døde alt for tidligt og ubærligt uretfærdigt.
Esbjerg, du er hjem for de fleste af mine veninder, de er hver og en helt særlige, ingen er som dem; de kan alt, og især kan de gøre mit sind til det letteste i verden, de er kæmpe kærlighed, lidt som du, kære Esbjerg.
Du er også stedet, min mor voksede op. Det var før alle havde bil, og man stadig hentede koks, og osten blev opbevaret i et flueskab. Jeg ligner min mor, siger alle. Det er jeg faktisk stolt af, for hun er knageme viljestærk, og det er nok fordi, hun er esbjergenser, for esbjergenserne er viljestærke. Mon det er den stive blæst, der ofte hærger i byens gader? Eller de mange år med fiskeriet? Det var tider, det ved alle os, der er vokset op med byens historie.
Industrien er en stor del af min historie i øvrigt, der hvor hele min ungdom fløj, i et ønske om at give dig, Esbjerg, noget af alt det, vi unge manglede; café, bar, galleri, og spillested. Industrien kunne det hele. Der er solgt så meget Brøndum på Industrien, at jeg burde have tatoveret de danske spritfabrikkers emblem på min krop.
På Industrien har alle de bedste danske kunstnere drukket øl af flasken og kysset med tøserne. Industrien og jeg har alt for mange gode minder.
Og musikken, Esbjerg, den har du altid været gavmild med. Lige fra min mors ungdom, hvor pigtråd var andet end ond krigsmateriel, til mine første koncertoplevelser på Aktivitetshuset, hvor vi headbangede til Invocator og Caustic, og min veninde Sanne og jeg blev nævnt i pladecovers, fordi vi var sådan nogle søde groupies.
Da Tobakken blev virkelighed, blev det også her livemusikken blev indtaget i rå mængder, C.V. Jørgensen og LIMF er stadig favoritterne fra årene. Jeg glæder mig til mange gode koncerter dernede lige om lidt, krydser fingre for At QOTSA en dag giver en intimkoncert dernede. Jeg lover at gøre alt, jeg kan, for at få fingre i en billet …
Esbjerg, jeg synes du har taget tigerspring de seneste år. Alt det du rummer, kan af og til tage pusten fra mig. Folk & Fæstival, Fuzztival, Sommerstykket i Nørreskoven, Fantasy Festival, EsbjergRevyen, kunstmuseet, der disker op med mere end det forventelige, og nu streetart, der giver kulør i gadebilledet.
Alt det, vi har i Esbjerg, er ofte skabt af os, der bor i Esbjerg. Os, der brænder for vores by, vores venner, familie – og fordi vi er så fulde af vilje – vilje til at gøre det liv, vi lever, til det bedste liv at leve.
Jeg kunne blive ved med at dele ud af alt det, jeg synes gør Esbjerg særlig for mig, for jeg anbefaler det hele!
Sofie Jansen, 51 og mor til to, er nok bedst kendt som ejer af Industrien, som hun overtog som bare 25-årig sidst i 1990’erne og drev frem til 2015. Siden var hun i tre år hos Lysholdt, men har de seneste seks år været direktør for Fanø Bryghus. Sideløbende er hun formand for Esbjerg Børne- & Ungdomsteater og bestyrelsesmedlem i The Tobacco Club.
