Efter 40 år er det slut for velkendt bøfkæde. Konkurrent overtager samtlige restauranter – også den i Esbjerg.
En æra er forbi: Jensens Bøfhus lukker alle sine restauranter – herunder også afdelingen i Esbjerg.
Den ikoniske kæde, der siden 1984 har serveret bøffer og sovs for danskerne, bliver nu overtaget af konkurrenten Bone’s.
Ifølge dagbladet Børsen har ejerne, med milliardæren Torben Østergaard i spidsen, besluttet at sælge kæden efter flere års økonomiske vanskeligheder. Den nye aftale blev ifølge avisen indgået så sent som torsdag nat.
– Vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan lykkes med Jensens Bøfhus. Nu har vi fundet en løsning, som sikrer mange arbejdspladser, siger Mikkel Hammershøj, adm. direktør i Selfinvest, som ejer kæden, til Børsen.
Bone’s overtager – også i Esbjerg
Jensens Bøfhus, der engang var landets mest udbredte, har i dag kun 15 restauranter tilbage i Danmark, heriblandt den esbjergensiske afdeling i City Nord.
De bliver nu overtaget af Bone’s-koncernen, der i forvejen har drevet restaurant på hjørnet af Skolegade og Englandsgade i næsten 25 år.
Hvad det konkret betyder for de lokale medarbejdere i Esbjerg, er endnu ikke meldt ud, men alt tyder på, at restauranten i City Nord fortsætter under Bone’s-brandet.
Et stykke dansk bøfhistorie lukker
Jensens Bøfhus blev grundlagt i 1984 i Odense af Palle Skov Jensen under navnet Bøf España.
Kæden voksede gennem 1990’erne og 2000’erne til at blive en af landets mest kendte familierestauranter – men de seneste år har været præget af underskud og lukninger.
I sommer fremlagde virksomheden et minus på næsten 38 millioner kroner, og nu er det altså helt slut for den klassiske kæde.
I Esbjerg var det den tidligere EfB’er og landsholdsspiller i fodbold, Jens Jørn Bertelsen, også kendt som Sjønne, der åbnede byens første Jensens Bøfhus i et tidligere mejeri i Kongensgade, hvor den italienske restaurant Mammas i dag ligger.
Senere flyttede denne restaurant til nye lokaler i Torvegade, hvor der nu er sushirestaurant.
Restauranten i City Nord ved Bilka drives af Lene Munk Kristensen, der for knap et år siden forlængede sin franchiseaftale med kæden for fem år.
Hvornår de enkelte restauranter omdannes til Bone’s, vides ikke endnu. Men ifølge kæden vil de første 6-7 omdannelser ske inden for det næste halve år.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

