MOBILVERSION

5. marts 2026

Kun fem måneder efter åbningen: Lukker i Esbjerg

I oktober åbnede de med ambitioner om at servere nogle af byens bedste pizzaer. Nu – fem måneder senere – er det slut - og det er der en personlig årsag til.

I oktober åbnede de med ambitioner om at servere nogle af byens bedste pizzaer. Nu – fem måneder senere – er det slut - og det er der en personlig årsag til.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Godtfolk Pizzabar på Baggesens Allé lukker med øjeblikkelig virkning. Indehaver Morten Askjær fortæller, at stress og mangel på ledelsesmæssigt overskud ligger bag beslutningen.

Da Godtfolk Pizzabar slog dørene op i Esbjerg i oktober sidste år, var ambitionen at bringe konceptet med surdejspizzaer og gode råvarer ud til flere byer efter Varde og Middelfart. Men efter knap seks måneder er eventyret slut.

Ejer Morten Askjær meddeler nu, at pizzabaren lukker fra dags dato.

– Det her er nok en af de sværeste beskeder, jeg nogensinde har skullet skrive. Men jeg ønsker fuld åbenhed omkring de overvejelser, der ligger bag beslutningen, skriver han i en pressemeddelelse.

38-årige Morten Askjær blev udlært kok som ung. Foto: Fjodor Pedersen.
38-årige Morten Askjær blev udlært kok som ung. Pizzaeventyret begyndte i Vejers, hvor han var med til at drive et bageri. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.

Startede godt – men udfordringerne kom

Ifølge indehaveren fik restauranten ellers en lovende start.

Mange gæster fandt vej til pizzabaren med de store ambitioner på Baggesens Allé, og interessen gav tro på projektet. Men samtidig opstod der udfordringer – især med at skaffe personale til weekenderne.

Det betød, at medarbejdere fra Varde-afdelingen måtte træde til, samtidig med at Morten Askjær selv dækkede mange vagter.

– Opgaverne hobede sig op, og som så mange andre danskere blev jeg undervejs ramt af stress. I mit tilfælde er det kommet så langt ud, at det også har påvirket min fysik, fortæller han.

Kræver nærvær

Ifølge ejeren kræver en ny afdeling som den i Esbjerg et stærkt ledelsesmæssigt nærvær – noget han ikke føler, han kan levere lige nu.

Samtidig stod lokalerne over for en planlagt renovering for at passe bedre til Godtfolk-brandet.

– Esbjerg er ikke et sted, man kan drive en pizzabar på afstand. Det kræver tilstedeværelse og nærhed hver eneste dag.

Derfor har han valgt at lukke afdelingen helt frem for at fortsætte i en halvhjertet løsning.

Medarbejdere får tilbudt job

Godtfolk Pizzabar havde omkring ti medarbejdere tilknyttet i Esbjerg. Ifølge Morten Askjær er alle blevet tilbudt arbejde i virksomhedens afdeling i Varde – og flere har allerede sagt ja.

Samtidig understreger han, at lukningen ikke får betydning for de øvrige restauranter i Varde og Middelfart, som fortsætter som normalt.

Eventuelle gavekort fra Esbjerg-afdelingen kan også bruges i de to andre byer.

Der er 12 varianter på kortet hos Godtfolk Pizzabar. PR-foto.
Der var 12 varianter på kortet hos Godtfolk Pizzabar. PR-foto.

Drømmen lever videre

Selvom Esbjerg-afdelingen lukker for nu, er ambitionen om at udvikle Godtfolk-konceptet ikke opgivet.

– Drømmen er intakt. Men vi må finde andre måder at gøre det på i fremtiden, lyder det fra Morten Askjær.

Han sender samtidig en tak til de gæster, der nåede at besøge pizzabaren.

Om Godtfolk vender tilbage til byen på et senere tidspunkt, er selvsagt endnu alt for tidligt at sige.

– Jeg kan ikke love noget om fremtiden for Esbjerg-afdelingen. Men jeg stopper ikke med at kæmpe for det, Godtfolk skal være, lyder den bastante udmelding fra Morten Askjær.

LÆS OGSÅ: Ny i Esbjerg: Et seriøst bud på byens bedste pizza

Del artiklen