… er arbejdstitlen på Ann-Christina Hansens roman, som efter planen skal udkomme i begyndelsen af 2026. EsbjergLiv.dk har fået lov til allerede nu at bringe et uddrag, som du kan læse herunder.
Her på EsbjergLiv.dk bidrager vi gerne til, at Esbjerg skal være en kultur- og oplevelsesby. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at kultur ikke kun er streetart og musik, men også litteratur. Derfor bringer vi hellere end gerne et bidrag fra en relevant forfatter, hvis muligheden byder sig.
Det siges, at man aldrig kan vende hjem, for det sted, man i sin tid forlod, eksisterer ikke længere. Lige i Esbjergs tilfælde vil jeg dog vove den påstand, at det er en god ting. For det første stinker her ikke længere af skidtfisk, hver gang der er pålandsvind.
Sidsel forstår mig ikke. Selvfølgelig gør hun ikke det. Men hun er heller ikke helt objektiv. Hun er både min veninde og min chef, splittet mellem hvad der er bedst for mig, og hvad der er bedst for bladet og for hende. Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at hun let ville kunne finde en afløser. I København står cand. magerne i kø for et job som mit. Det lyder også godt: Redaktør.
– Hva’ fanden vil du lave i Esbjerg? spørger hun og rynker på næsen som om den blotte lyd af stednavnet fremkalder en væmmelig lugt.
– Jeg har brug for natur, siger jeg. – Jeg har brug for at se ud over vandet, se horisonten i det fjerne.
– Det kan du sgu da gøre på Langelinie, svarer hun og fryser på iPhonens skærm. Jeg venter et øjeblik. Et sted over mig er der en måge, der skriger.
– Det er ikke det samme, siger jeg og nipper til min café latte.
– Ja, mig får de sgu først tilbage, når jeg er død. Fødderne først. Så kan jeg ligge i et hul ude på Gravlunden og rådne op sammen med alle fiskerne og skidtfiskene.
Sidsel kan ikke lide Esbjerg. Det er en underdrivelse. Sidsel hader Esbjerg, hader Vestkysten og det meste af Jylland. Undtagen Skagen for der har hun sommerhus. Og Århus kan også lige til nød gå an. Og så tror jeg, hun er lidt fornærmet. Fornærmet over, at jeg har forladt København. Og hende. Fornærmet over, at jeg overvejer at droppe mit job på bladet.
– Katrine, hva’ fanden vil du lave i stedet for? Du er en fantastisk redaktør! Hvorfor smide det hele væk?
Hvad skal jeg svare? At det er på grund af mine aldrende forældre? Bevidstheden om deres dødelighed, erkendelsen af min egen? Måske er det i virkeligheden bare begyndende overgangsalder. Måske er det bare på grund af alt det med Mikkel.
– Nej, men det gør jeg jo heller ikke, siger jeg. – Jeg har bare brug for lidt tid til mig selv.
For enden af fællesanlægget på den anden side af baggården mellem to røde beboelsesbygninger, kan jeg skimte en færge, til venstre et ben af en boreplatform.
– Og Esbjerg er slet ikke så dødssyg, som den var i 80’erne og 90’erne, fortsætter jeg.
– Der tænkes stort herovre på Vestkysten. Der er noget råt og ærligt over byen. Noget… ja, autentisk i modsætning til Københavns bling-bling. Du skulle tage og komme og besøge mig.
– Over my dead body! Hun fryser igen, men lyden går klart igennem.
– Åh, lorte telefon! Katrine? Jeg bliver nødt til at løbe, men lad os lige touch base sidst på ugen. OK? Kan du høre mig? Katrine?
– Ja, det er fint.
– Katrine?
– Ja, det er fint!
– Super. Og lad nu være ved at tænke alt for meget, okay? Life’s a bitch and then you die. Hun kniber øjnene i og sender mig et luftkys.
Jeg trykker på afbryderen og lægger iPhonen fra mig. Færgen er forsvundet, bøgen er sprunget ud, og i fællesanlægget blander solsortens sang sig med metalliske dunkelyde nede fra havnen.
Ja, der tænkes stort her i Esbjerg. Eller det vil sige, nede på havnen tænkes der stort. Heroppe i byen fokuserer vi på mere jordnære ting såsom affaldssortering og nye parkeringssystemer, som ingen kan finde ud af.
Ann-Christina Hansen (f. 1970 i Nordjylland) – eller A C Hansen – boede i sine teenageår og tidlige ungdom i Esbjerg, hvor hun gik på Skads Skole og blev student fra Esbjerg Gymnasium, men har siden arbejdet mange år i udlandet – blandt andet med base i Bruxelles fra 1993 til 2019. Hun er oversætter og har i den forbindelse haft mange udstationeringer for Læger Uden Grænser. I dag bor hun igen i Esbjerg, hvor hun – udover at lave oversættelser og undervise i fransk på FOF – skriver på sin anden roman. Hun udgav primo 2023 udviklingsromanen “På behørig afstand” på Esbjerg-forlaget Kraka. Ann-Christina Hansen sidder i bestyrelsen i Esbjerg Litterære Selskab og tager del i en skrivegruppe sammen med andre lokale forfattere.
