Brandingstrategi, et vemodigt farvel til Vestkraft og en gylden mulighed for at sælge Fanø til Donald Trump. Både verdens- og parkeringssituationen bliver ordnet i EsbjergRevyen anno 2025, hvor alsidige Trine Gadeberg stråler allermest.
Brandingkonsulenten Karsten (Gordon Kennedy) fra reklamebureauet Floskel, Floskel og Floskel har trukket det franske søsterselskab Kliché, Kliché et Kliché med til møde på rådhuset. Nu skal den dybe tallerken genopfindes for at sætte fut i befolkningstilvæksten, der netto kun er steget med én det seneste år – og vedkommende er i øvrigt offshore …
Den tørre og forpjuskede, men yderst begejstrede og duperede, Kultur- og Oplevelsesudvalgsformand Bjarne – der i øvrigt er under tøflen på hjemmefronten, forstår man – er straks med på idéen fra de smarte udenbys folk om at trække OL til Esbjerg i 2044. For fyrtårne skal der til. At Bjarne (Jan Svarrer) så ikke rigtigt forstår den terminologi, konsulenterne bruger, og at de koster 58 millioner i honorar, er ikke noget videre problem. Vi hæver bare parkeringsafgiften, så får vi nok råd til OL og det hele. (Lokal-)politisk satire er ikke det, der er mest af i årets revy, men det, der er, rammer til gengæld lige i midten af skiven.
Scenen “Branding” er dog ikke den eneste kærlige hilsen til en af de største lokale debatter i det forgangne år – parkeringshurlumhejet – vi får i løbet af aftenen. Faktisk kan den vel betegnes som lidt af en rød tråd gennem revyen, der ellers er sammensat af numre, der både tager lokale, nationale og internationale emner under kærlig behandling. Sådan som det bør være i en by- eller egnsrevy.
Nogle af de sjoveste numre – der er 25 i alt – er parodier på kendte tv-programmer. Den fiktive skuespillerinde Grethe Oberhaus Jensen – født Frederiksen – dør af kedsomhed, da hun interviewes af Mikael Bertelsen (Kasper Le Fevre), der dermed får det allersidste ord. Anders Agger (Gordon Kennedy) springer pludseligt frem som en trold af en æske med karakteristisk slaskehår, alt for stor islændersweater og hvide gummisko – for at stille sine underspillede, irriterende og inciterende spørgsmål. Genialt imiteret af Gordon Kennedy, selvom timingen og replikkerne her på premiereaftenen endnu ikke sidder helt 100, lader det til.
Det gør det hele til gengæld, når landmanden Svend (igen Kennedy) søger fi… undskyld … kærlighed. Ind imellem numrene på scenen dukker i alt fire episoder op på storskærm, som er optaget på forhånd rundt omkring i byen. En god måde at få sat sketchen ind i en lokal kontekst på. Trine Gadeberg er så vanvittig suveræn i rollen som den bundnaive vært Lene Beier, at det halve kunne være nok. Please; læg det på YouTube, når revyen er færdigspillet den 21. februar. Det gad jeg så godt se igen!
Netop Gadebergs store alsidighed er noget af det, man imponeres allermest over. Hun er arkeesbjergenseren, buschaufføren Kurt, der på bedste borgerinddragende vis er med til mødet på rådhuset. Hun er den vraltende, rødhårede dansktop-sangerinde med tydelig inspiration fra en vis Sussi fra Nordjylland, hvor der konstant ligger noget lidt lummert latent i luften, og Ingerlise – som karakteren hedder – leverer sine tåkrummende tekster lige så falskt og fælt, så de sagtens kunne blive et hit på Radio Viborg i virkeligheden. Ikke?
I åbningsnummeret i anden akt har Gadeberg skiftet rollen som den frastødende Ingerlise – i den skriggule kjole med den nærmest vulgært høje slids – ud med en smuk sølvpailletkjole, da hun synger Édith Piaf som åbningsnummer i OL-byen Esbjerg. Det er smukt og storslået – og får et kæmpe bifald fra den udsolgte sal – men på kontrastfyldt vis akkompagneret af det lokale herregymnastikhold i tætsiddende, karikeret old-school gymnastiktøj i pangfarver. OL-åbningen viser sig i øvrigt bare at være Kommune-Bjarnes drøm.
Trine Gadeberg har været med omkring EsbjergRevyen siden den spæde start, og en af hendes tilbagevendende – og elskede – figurer de seneste år er Pelle på “fem og en halv”, som beretter om samfundsaktuelle emner fortolket ud fra et barns perspektiv, hvilket der kommer både sjove og tankevækkende logikker ud af. Men hvordan hun formår at holde tonelejet, stemmen, fraseringerne så autentiske igennem så mange minutter er næsten helt uhyggeligt! Det er til at forstå, at Trine Gadeberg i 2018 modtog “Årets Dirch”, altså prisen som Årets Revykunstner, for rollen.
En lige så imponerende monolog har vi oplevet i begyndelsen af revyen. Kasper Le Fevre, som også har skrevet Pelle-teksten, opsummerer på få minutter verdenshistorien – eller i hvert fald den såkaldt moderne civilisations historie, som måske ikke er så civiliseret endda. Med fagter, krumspring, parodier på Trump, irere, italienere, skandinaver og mange andre folkeslag samt op mod 20 sprogskift, får Le Fevre lige kogt utallige dødsens kedelige historietimer ned til en bouillonterning.
Jan Svarrer har så sandelig også sine glansnumre – ofte iført akustisk guitar og stærk komik, der leder tankerne hen på Svarrers Tropehandel på Tobakken – hvis nogen da kan huske det?
Den høje vestjyde er umiddelbart Le Fevres modstykke. Træmanden og gummimanden – det kunne man sikkert have fået noget sjovt ud af. Men når det kommer til stykket, er Jan Svarrer slet ikke så stiv i det, som ved første øjekast. Når han med sin bluesrundgang på guitaren tager pis på vores dårlige opførsel ude på motorvejene, får han hele salen med, så den næsten gynger. Og når han er ægtemand fra Varde-egnen, der skal til sin datters tredje bryllup og derfor bliver slæbt med på tøjindkøb af konen inde i storstaden, så er han allerbedst. Ellers er det som den gennemgående, kejtede, føromtalte kommunemand – bedøm selv.
De fire skuespillere har alle deres forcer og spidskompetencer. Alt i alt et stærkt hold, hvor det i virkeligheden ikke gør noget, at kønskvoteringen ikke er helt i vatter. I virkeligheden får Trine Gadeberg, der også er instruktør på årets revy, nok af den årsag mulighed for som kvinde at fylde endnu mere og stå endnu mere ud som kontrast til drengetrekløveret – og det er bestemt ingen ulempe.
Naturligvis er det hele ikke lige godt. Der er numre, hvor man tænker, hvad det egentligt skulle gøre godt for. Et af dem er Jan Svarrers “Æggeur”, som da nok får nogle til at trække på smilebåndet, men som bare virker lidt ligegyldigt. Det samme kan siges om “Disconnected”, der mest af alt virker som om, man da lige var nødt til (også) at proppe lidt ind omkring kabelbrud i Østersøen. Revyen ville egentlig have stået skarpere uden de to numre. Og da den varer over to timer over to akter, ville det måske ikke have gjort så meget – man får masser af valuta for pengene uagtet.
Måske kunne vi også have levet fint uden “High Energy”, der er et musisk potpourri med en vag kobling til Energimetropolen Esbjerg. Til gengæld var medleyet af sange som sådan medrivende og på sin plads, om end man høster nogle billige point, ligesom når det lokale værtshus hellere hyrer nogen til at spille kopimusik, som alle kan synge med på, frem for noget lidt mere originalt. Men nuvel, det virker på feel good-kontoen, og selvom revyen generelt er musikalsk nok i forvejen, så lad gå. Til gengæld er markeringen af Elvis-jubilæet “90 år” helt uvedkommende.
Heldigvis er det smag og behag, hvad den enkelte klapper og griner af. Personligt passer det mig rigtigt fint, at EsbjergRevyen er mere sketch og sjov end dans og cancan, som man kender fra de store københavnerrevyer.
Aftenen afsluttes modigt og overraskende med en hyldest; en fortolkning af Johnny Madsens “Stjernenat” med velsignelse fra sønnen Rasmus, smukt arrangeret af Peter Bom, der igen i år agerer den sikre ankermand i sin anonyme, men uundværlige rolle som kapelmester og enmandsorkester ovre fra sin tilbagetrukne position til venstre på scenen i Musikhuset Esbjergs teatersal, der på premiereaftenen var udsolgt. Også Jens Frausing, der er scenograf og koreograf, har gjort sit for, at rammerne og rekvisitterne sad lige i skabet.
Der er i skrivende stund fortsat billetter at få til de næste 13 forestillinger. Herfra skal der lyde en opfordring til at se revyen før din nabo – for den er faktisk en ganske glimrende anledning til at få en god aften i byen. Lidt tiltrængt lys i vintermørket, som både er tro mod 175 års dansk revyhistorie og samtidig er topaktuel, til tider taler direkte ind i den lokale folkesjæl og garanteret får dig til at trække på smilebåndet meget mere end én gang.
