Redaktøren funderer over, om det gør så meget endda, at Esbjerg ikke er hjemby for en af landets nu 31 Michelinrestauranter. For der er ting, der er vigtigere end stjerner.
God love tryers, siger et engelsk ordsprog. Det vender vi tilbage til.
I løbet af ugen oprandt dagen, hvor TV2’s morgenfladeflimmer for gud ved hvilket år i træk kunne gå i både selvsving og spagat over årets uddelinger af Michelinstjerner. På TV2 er der nærmest kun to ting, der er større: Den årlige Oscar-uddeling og så hvid-jul-barometeret, der år efter år spændingsopbygger gennem hele julemåneden, for så til sidst alligevel altid at skuffe børnene og nostalgikerne, for hvem hvis barndom hvert år bød på en kridhvid og blid 24. december klokken 18 (eller var det mon – også dengang – kun i julekalenderen?).
Nå, men selvom det hurtigt nok kan blive jul igen, så var det altså Michelinstjerner, der var på programmet forleden morgen. De må have glædet sig som børn til juleaften inde på redaktionen.
År for år er der – gudskelov – kommet mere og mere godt nyt at fortælle, for Danmark er efterhånden guds gave til gastronomien, må man forstå. Aldrig har vi haft så mange af de glimtende stjerner drysset ud over vores overkommelige landkort; aldrig har så mange kokke været så dygtige. For få år siden kunne vi kun prale af en enkelt Michelinrestaurant, sidenhen to og tre, men i dag har vi hele 31 restauranter med mindst én af de eftertragtede stjerner!
Med på listen er – som altid fristes man til at sige – den nærtliggende Henne Kirkeby Kro, som beholder deres to sikkert velfortjente stjerner. Men ellers skal vi langt fra Sydvestjylland for at finde det næste sted på listen, der har formået at vække Michelinmændenes madglæde i en tilpas grad til at gøre sig fortjente til en stjerne.
Esbjerg har aldrig nogensinde haft en Michelinrestaurant, selvom det på sin vis er blevet ”lettere” at komme med, end det var i tidernes morgen, og hvor byer som Fredericia og Vejle nu kan prale af at være med på listen. Åh, det fordømte Trekantsområde; de render efterhånden med det hele. Sågar Sønderborg har fået en restaurant med. Men hvad værre er; Herning er repræsenteret på den netop offentliggjorte liste. Herning!!!
Betyder det så, at vi er en gastronomisk udørk i Esbjerg? Er vi kun til buffet og kebab, og er det som altid udbud og efterspørgsel, der lægger en dæmper på ambitionerne rundt om i køkkenerne?
Det tror jeg ikke. Måske for fem år siden, men der er faktisk sket en enorm udvikling på netop det område gennem den seneste tid. Mundheld burde være med i opløbet, hvis man skal tro anmeldelserne på Tripadvisor. Hotel Britannias fine dining-afdeling viser evner og ambitioner.
Selv esbjergenserne har fundet ud af, at det at gå ud for at spise (dyrt) faktisk kan være en oplevelse på højde med andre store kulturelle oplevelser.
Huset Gammelhavn har for nyligt lanceret et nyt koncept, hvor det er den finere madlavning, der skal lokke folk (der har råd) af huse. Det samme kan siges om Hjerting Badehotel, hvor fokus også er på den trend, Noma og de andre satte gang i for år tilbage. De gode, bæredygtige råvarer – af lokal herkomst.
Man kunne også nævne en fjerde, der har et spændende og ambitiøst koncept kørende. Plates, som i øvrigt har en søsterrestaurant i København.
Men hvad vigtigere er; det ser ud til, at de nævnte restauranter er levedygtige – selv i en by som Esbjerg. Måske mangler de lige det sidste; jeg aner det ikke. Jeg ligner kun Michelinmanden – jeg er ikke inden i ham.
Men de fire nævnte restauranter – og muligvis flere, som jeg har glemt – er godt i gang med at bevise noget langt vigtigere for mig; nemlig at esbjergenserne faktisk godt gider god gastronomi.
– Does God really love tyres?
No; tryers!
