Så kom esbjergenserne op ad stolene. Og der skal traditionelt set en del til! Kellermensch begejstrede en fyldt sal i Musikhuset Esbjerg fredag aften.
Hvor er det befriende, når et band lader musikken tale for sig selv. Ikke alt muligt pis med at klappe i takt, Medina-floskler eller utroværdige udsagn om, hvor højt publikum er elsket.
Den slags bands og solister er der nok af. Og fred være med det.
Det introverte har altid været et varemærke for Kellermensch. Ligesom det dystre. Det mørke. Men med håb. For hvor er det, det er lettest at spotte lyset?
Akkurat som koreografien – eller mangel på samme – er der ingen forstyrrende elementer eller iscenesat sceneshow. Ikke engang et bagtæppe med bandnavn på. WYSIWYG. Til gengæld bliver lysshowet utroligt effektfuldt, når spotlightene overalt på scenen skifter i farve, tempo og styrke. Less is more.
I tilfældet Kellermensch kan man naturligvis ikke blive overrasket over ovenstående.
Hvad det er, der i den grad appellerer til den utroligt brede publikumsskare, som bandet har opbygget, kan på mange måder synes ulogisk i en by og i et land, hvor vi mestendels elsker at labbe lalleglade “talent”-shows, melodigrandprix, overskruede nostalgifestivaler og flødeboller som Robbie Williams, Andreas Odbjerg og Ed Sheran – uden nogen som helst form for kant, dybde eller relevans – i os.
På den anden side virker det helt ligefremt.
Sikkert er det, at efterspørgslen her på hjemmebanen i Esbjerg er nærmest umættelig. Fredag aften var det femte gang i år, forsanger Sebastian Wolff optrådte offentligt, hvis vi tager det hele med, men alligevel var store sal i byens musikhus de facto udsolgt.
På Suset, Platformen og i Musikhuset Esbjerg har frontmanden, der også i aften var iført sin karakteristiske bordeauxrøde skjorte og sorte blazer, spillet solo, mens Kellermensch i juni gav et brag af en festugekoncert, som fik Gaffas anmelder til at udråbe bandet som Danmarks bedste liveband.
Og efter at have oplevet de seks gutter fra 6705 i det fine kulturhus inde i 6700 i aftes, forstår man hvorfor.
I foyeren var der meget snak om, hvorfor de dog ikke spillede på den nyligt genåbnede Tobakken. Men skeler man til den aktuelle turnéplan, vil man forstå, at det er med forsæt, at koncerten i Esbjerg foregik i byens bedste koncertsal. Hvilket i øvrigt var en førstegangsfortéelse. Om to uger spiller de to gange på Det Kongelige Teaters gamle scene, ligesom fx Musikhuset Aarhus også aflægges besøg.
Netop den logik er ikke svær at forstå ud fra en musikalsk og lydmæssig betragtning. Koncertsalene har en akustik, der giver den storladne orkesterlyd de bedst tænkelige forudsætninger. Til gengæld skal publikum sidde ned i bløde stole, hvilket bare ikke rigtigt sømmer sig ved en energiudladende rockkoncert, der pr instinkt lægger op til noget andet.
At nogen så ovenikøbet har fundet ud af, at det er alle tiders idé at holde fadølssalget ude foran åbent under hele koncerten (hvilket man jo på mange måder udmærket forstår!), har den bagside, at der er et konstant rend frem og tilbage, som var det – jeg er ked af at bruge en udslidt frase – Fredericia Banegård.
På et tidspunkt midtvejs i sættet var der nærmest opbrudsstemning, som i hvert fald et stykke hen ad vejen spolerede lidt af oplevelsen. Måske også for de udøvende aktører nede på scenen(?) Men det havde ganske givet været til mindre gene, hvis man selv havde fået et par stykker ind under vesten – som hovedparten af de mange koncertgængere tilsyneladende havde. Og nu var det jo altså heller ikke Svanesøen eller Aleksandrinskij-teatrets opsætning af “Forbrydelse & Straf”, vi var inde for at overvære. Hvis man forstår sådan en lille én …
Det massive lydbillede som Kellermensch skaber, kan man slet ikke forestille sig have gang på jord på mindre spillesteder, og i hvert fald kommer det for alvor til sin ret på de største scener. Fra start til slut udøves et stykke professionelt arbejde, hvor der til tider spilles så tight, at man, hvis man lukkede øjnene for en stund, kunne foranlediges til at tro, at der var tale om en studieoptagelse afspillet på verdens bedste hi-fi-anlæg. Og det skal forstås som en kvalitet i dette tilfælde.
Flere af bandmedlemmerne har musikalske relationer, der går flere årtier tilbage og har spillet med i Salida og Brudevalsen, som på sin vis lagde fundamenterne til Kellermensch for 18 år siden. Det er således et sammentømret orkester, der heller ikke har været nødsaget til at foretage udskiftninger undervejs. På denne turné er den faste seks mand store besætning suppleret af Nils Gröndahl på violin og Mads Bjørn på keyboard og kor.
Det var i øvrigt en fornøjelse at se Mads Bjørn herhjemme i Esbjerg igen, hvor han i sin tid begyndte sin musikalske rejse som forsanger i Limf, men siden har været her, der og ingen og alle vegne på én gang. Bjørn har efterhånden været med Kellermensch live i nogle år og var også med på Torvet i sommers.
Bundniveauet er med andre ord tårnhøjt. Kellermenschs bagkatalog er ret beskedent taget i betragtning af, at bandet har eksisteret i næsten tyve år. Tre albums er det blevet til. Igen kan man måske bruge frasen less is more. Og som koncertgænger ved man nogenlunde, hvad man får.
– Det er ikke noget, jeg sætter på derhjemme, men det er fandme altid en fed oplevelse live, lød bekendelsen fra en gammel bekendt, jeg mødte efter koncerten.
Noget kan dog tyde på, at der snart er nyt på vej fra Kellermensch. Sebastian Wolff lod – naturligvis – ikke mange ord falde imellem sangene, men fik afsløret, at bandet i øjeblikket arbejder med nye sange. “Love Left” var titlen på en af de nye skæringer, som var en melodisk omgang med et iørefaldende omkvæd, der lover godt for det – måske – kommende album.
Uropførelsen skete i begyndelsen af sættet på bagkant af en af de store signatursange, nemlig “6705”, som således også kunne bruges til at hilse på aftenens publikum med ordene:
– Vi er Kellermensch. Og vi er fra Jerne!
Selvom Wolff på mange måder er rockscenens svar på landsholdets Kasper Dolberg, og ikke på nogen måder ligner en udpræget showmand i gængs forstand, er han den helt centrale skikkelse i Kellermensch. Det er hans sange, hans idéer og ham, der i ni ud af ti gange er bud efter fra medierne.
Med sin placering lidt til højre på scenen indtager han dog en lidt utraditionel position for en forsanger, hvor han fra tid til anden overlader rampelyset til Christian Sindermann, der med sin fandenivoldske growlen naturligt sparker alt og alle til side – i overført betydning, når han engang imellem træder frem fra sit trædeorgel og indtager positionen og mikrofonen midt på scenen.
På mange måder er Kellermensch et ensemble, man lige så godt kan lade være med at forsøge at sætte i bås. Den unikke og – igen – ulogiske instrumentsammensætning, hvor der trækkes på så forskellige genrer som metal og klassisk, og hvor en gulvbas, en violin og et trædeorgel akkompagnerer elektriske guitarer og rocktrommer, er én ting. Men Sindermanns periodiske growlen som modstykke til Wolffs inderlige, lyse, til tider skælvende og desperate stemme, kan på plade virke lidt for uortodokst, men live har det en sindssyg stærk effekt, hvor det – også hjulpet godt på vej af det inciterende spotlight – virkeligt skaber et storslået moment.
Selvom brødrene Jan og John Vestergren Laursen, trommeslager Anders Ravn og Claudio Wolff Suez på elbas udadtil fremstår som de mere anonyme arbejdsheste, er man jævnfør foregående afsnit ikke i tvivl om, at de – for at blive i fodboldtermologien – udfylder midtbanerollerne til UG. Kellermensch ville ikke være Kellermensch uden dem.
Allerede fire-fem numre inde i koncerten har publikum svært ved at blive siddende i stolene – også dem, der ikke er på vej efter øl eller for at tømme blæren. Næsten hele salen kommer op at stå, da vi når til den virtuose guitarsolo i “Follow you around”.
Få minutter efter tager forsangeren en tur oppe fra scenekanten og hen over flere stolerygge, imens han fremfører The Kinks-coveret “I’m Not Like Everybody Else” og efterfølgende den lidenskabelige og inderlige “Another Drink” – stadigvæk stående ude blandt et godt tændt publikum. Hjemmepublikum.
Både Kinks-klassikerren og ekstranummeret – hittet – “Mediocre Man” præsenterer Wolff egospektivt: “Den her sang handler om mig”, og så kunne man lægge i det af ironi, selvironi, distancering, realisme, eskapisme, sarkasme eller ingenting, som man ville.
På et tidspunkt godt midtvejs forsvinder bagtæppet pludseligt bag bandet, og publikum har frit udsyn til hele det store rum bagved scenen, hvor der er opmagasineret stiger, stilladser, bjælker og hvad ved jeg. Nu fik jeg indledningsvist nævnt, at der ikke var det store sceneshow, og man kan sige, at vi nu har fået skåret helt ind til benet – men er du sindssyg, det virker godt. Det er som om, bandet står og spiller i en halvtom lagerhal nede på havnen. Hvor er det råt – og hvor er det godt fundet på. Og hvis det i virkeligheden var en teknisk fejl af en scenemedarbejder, så giv ham for Guds skyld ikke skæld ud på mandag! Det var intet mindre end genialt.
Koncerten opnåede flere klimakser. Et af dem var, da Wolff trådte ud solo, da vi var nået til klyngen med ekstranumre. Det var lige dele stærkt og følsomt, da “How to Get By” fremførtes kun iført akustisk guitar, og det samme gjorde “30 Silver Coins” til dels, inden resten af bandet kom på.
Naturligvis skulle vi forbi det, man vel kan betegne som den kommercielle gennembrudssang og bandets vel nok største hit, “Army Ants”, inden “Bad Sign” og førnævnte “Mediocre Man” agerede svanesang for aftenens hjemmebanesejr.
Som rubrikken siger: Der var intet mediocre over præstationen. Den var langt over. De seks bandmedlemmer skal derfor have en stjerne hver, og arrangementet som helhed skal have fire. Det må give en ‘median’ på fem.
