Bettina Lindved Sørensen er sådan en, der giver Esbjerg lidt spræl, kant og farve. Det samme giver hun gamle genbrugsmalerier, som i øjeblikket udstilles på Vinbaren.
Jeg har aftalt at mødes med Betina en kold vinterdag på Vinbaren i Danmarksgade. Stedet er ikke tilfældigt udvalgt. Det er nemlig her, hendes udstilling hænger frem til den 16. marts, og som er selve udgangspunktet for at tage en snak med hende. For hvem er denne unge, kvindelige Esbjerg-kunstner? Ikke et navn, jeg i hvert fald er stødt på tidligere.
Bettina har allerede indfundet sig, da jeg ankommer. Hun sidder i baren sammen med en lille flok. De får lidt at drikke, ryger og hygger sig. De kender vist hinanden, fornemmer jeg. Vi trækker lidt væk fra flokken og sætter os i lokalet ud mod gaden. Hurtigt finder jeg ud af, at Vinbaren faktisk har været Bettinas vej ind til folk i Esbjerg. Men der ligger en længere historie bag, og den er tæt vævet sammen med historien bag kunsten. Og hvorfor Esbjerg har været en kæmpe inspirationskilde.
Bettina og kæresten Jacob flyttede til Esbjerg, da Bettina blev færdig med sin uddannelse som socialrådgiver. Her introducerede Jacob, som kommer fra Esbjerg, hende for Vinbaren og her mødte hun hjertevarme og en åbenhed, hun ikke vidste fandtes i byen.
– Folk tager sig af hinanden, hjælper hinanden, det er her jeg kender mine bedste venner fra, siger hun, og nikker ind mod baren.
Og netop hendes bedste veninde Marissa er grunden til, at Bettinas udstilling på Vinbaren blev en realitet.
– Det var hende, der pressede på og sagde “Nu gør du det!” Hun gav mig skubbet, og min kæreste var vist bare glad for at få alle de malerier ud af stuen. Jeg tænkte bare – er der andre end mig, der synes det her er fedt?
Betinas udstilling er en blanding af gamle malerier med nye tegninger på af forskellige figurer og karakterer, vi kender fra tegnefilm og tegneserier samt broderier af både ord og billeder.
Men hvor kommer inspirationen fra?
– Jacob og jeg var på sommerferie i Los Angeles og der var der sådan nogle svanebåde og Jacob ville bare ikke med ud for at sejle i sådan en, men det ville Darth Vader gerne, siger Bettina lidt kryptisk.
Men her fik hun inspirationen til at flette to verdener sammen, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre. Kaptajn Haddock, der står og pisser midt i et idyllisk landskabsmaleri fx.
Bettina Lindved er oprindeligt fra Horsens, hvor hun var en aktiv del i miljøet omkring ungdomshuset “Det Gule Pakhus”, som vel bedst kan sammenlignes med det gamle Konfus. Det er således ikke nyt for hende at være en del af et kreativt, autonomt miljø, hvor fællesskabet er i højsædet.
Generelt synes Bettina, at hun ser mange ligheder mellem hendes fødeby og nuværende hjemby. Der er en råhed og ligefremhed til fælles for de to store provinsbyer på hver sin side af den jyske kyst.
Hun inspireres af det maritime ved Esbjerg, som ofte er et tema der går igen i hendes billeder. Det er selvsagt også her navnet Fishtown kommer ind i billedet (tjø-hø). Hendes kunst er forankret i Esbjerg. Det skal forene to sider af byen, som på hver sin måde har sat sit præg hos Bettina og som egentligt er to sider af samme sag: Historien om Esbjerg som en fiskerby og den mentalitet, hun oplever her.
– Det er de fedeste mennesker, der bor i Esbjerg. Og byens sjæl og historie er havnen og fiskeriet. Sådan er det bare, selvom det måske ikke er noget, man taler så meget om til dagligt, siger hun.
Bettina Lindved har broderet i mange år, mest bare skøre motiver, mener hun selv.
– Men på et tidspunkt kommer jeg ind i en genbrugsforretning, hvor jeg ser sådan nogle kristne broderier med en lang sætning om at være “holy”. Og så faldt det mig ind, hvor meget selve betydningen ændrer sig, hvis man lige tilføjede “un-” foran. Der kom idéen med de her ord, som er en genkendelighed i de ting, jeg laver, fortæller Bettina og siger om den kunstneriske proces:
– Det er sgu da fedt at sidde hjemme i sofaen og se fjernsyn og brodere et “fuck”. Jeg gør det kun, når lysten er der. Det handler om, at det skal være sjovt. Men det med at give nyt liv til malerierne er noget nyt, som er kommet med livet i Esbjerg. Jeg har ændret mig i en positiv retning af at komme her til byen, jeg er blevet mere åben, synes jeg selv, men jeg har altid ydmygheden med mig, fortæller hun.
Vi aftaler at mødes et par dage senere i hendes private hjem. Et ældre byhus med masser af charme og plads. Have, kælder og kvist. Og lige ud til jernbanen, som dog overhovedet ikke generer roen eller generer beboerne her på matriklen.
De tre franske bulldogs, Stella, Otto og Luna gør dog deres til, at der er liv i huset. Det er her i hjemmet, Betina udfolder sig kunstnerisk. Selvom der ville have været plads til et decideret atelier, foregår den kunstneriske proces blot ved spisebordet.
– Hvis jeg skulle have et arbejdsværelse, hvor det skulle foregå, så ville jeg aldrig gide det. Broderi og tusch sviner heller ikke som maling, så på den måde er der ingen grund til ikke bare at sidde i stuen, siger hun.
Det skal bare være nemt at gå til og fra. Så tuschpennene står fremme på bordet og lærrederne står rundt omkring på stole ved det store spisebord.
Hjemmet er en kunstnerisk oplevelse i sig selv. Stilen kan bedst betegnes som maksimalisme, men ikke på en overdænget, overfyldt eller rodet måde. Der er stil over det, og Bettina lægger ikke skjul på, at det er hende, der har bestemt hvor skabet – og ALT – det andet, skal stå.
– Jeg kan godt lide masser af farver og udtryk. Der er alt for meget sort/hvidt rundt omkring i de danske hjem, som måske bliver brudt af en enkelt rød sofa eller et lille stykke punk-art på væggen, fordi så er man da lidt vild, men dybest set er det røvkedeligt. Det er så klinisk.
Så på væggene hænger udstoppede dyr og abelamper, på bordet står et par store fuglefodslysestager. Et gammelt tv er lavet om til et akvarium, hvor småfisk intetanende svømmer rundt. En hel væg er dedikeret til gamle malerier, som er arvestykker fra hendes familie. Masser af nutidig kunst og plakater pryder også væggene. Man mangler så sandelig ikke noget at kigge på i Betinas stue.
I den forreste del af stuen hænger et stort værk af Peter Birk. Gult og farvestrålende og som modstykke til den sorte skærm på det næsten lige så store 65-tommers tv overfor. Kunstneren, som er en del af Grisk, der snart udstiller på Esbjerg Kunstmuseum, er en af Jacobs venner og har også givet prøver på sin kunnen på gasbetonplankeværket ude i haven. Så kom der også tiltrængt liv derude.
– Men man bliver aldrig rigtig færdig. For så er man blevet træt af noget og vil have det lavet om igen, siger Bettina.
Hun har fx lige lavet hele entreen om. Malet det hele i grønne toner og sat nyt tapet i loftet. entreens høje skabslåger er blevet beklædt med tegneserier, som kæresten Jacob har fundet i Bogormen.
– Så fik han lov til at sætte sit præg på dét, smiler Bettina Lindved.
