MOBILVERSION

5. maj 2025

Latter og loppefund – kærlighed og kræmmere

Pludseligt blev en bid af Esbjergs historie nærværende, da vi tog rundt og fik en snak med nogle af kræmmerne på Torvet, der lopper den hver mandag i turistsæsonen.

Pludseligt blev en bid af Esbjergs historie nærværende, da vi tog rundt og fik en snak med nogle af kræmmerne på Torvet, der lopper den hver mandag i turistsæsonen.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Pludseligt blev en bid af Esbjergs historie nærværende, da vi tog rundt og fik en snak med nogle af kræmmerne på Torvet, der lopper den hver mandag i turistsæsonen.

Klokken er knap slået ti, men Torvet i Esbjerg summer allerede af liv. Mellem boder med farverige duge, kasser fulde af brugt porcelæn og små skilte med sirligt skrevne priser, går de første nysgerrigt rundt med hænderne i lommen og blikket rettet mod nye skatte.

Duften af rundstykker og friskbrygget kaffe hænger stadig i luften. Dagens kræmmermarked er nemlig startet, som det ofte gør, med fælles morgenmad for kræmmerne – en tradition, der både styrker sammenholdet og giver en god start på dagen.

– Det er faktisk en stor del af det at være med. Det er ligesom at være på camping, hvor man hygger og snakker med hinanden. Man kommer jo hurtigt til at lære de andre at kende, fortæller Kathe Bielenberg, der også er rundt på andre af sæsonens kræmmermarkeder i lokalområdet sammen med sin forlovede, tyske Dieter Hans Waldemar Andresen.

Ellen Margrethe Gregersen har været med i mange år – både som formand og som aktiv kræmmer med sans for porcelæn og brugte bøger - og alt muligt andet. Foto: Fjodor Pedersen.
Ellen Margrethe Pedersen har været med i mange år – både som formand og som aktiv kræmmer med sans for porcelæn og brugte bøger – og alt muligt andet. Foto: Fjodor Pedersen.

Og det er i øvrigt ikke helt dumt at have en “medarbejder”, der kan snakke tysk. Mange af de potentielle kunder er nemlig tyske turister. Men der er også mange lokale gengangere, fortæller Bjørn Siig, der midt på Torvet har en mindre stand udelukkende med keramik.

– Jeg har da nogle, som lige kommer forbi hver uge for at se, om der er kommet nyt siden sidst, fortæller han.

Da hans interesse blev vakt for porcelæn i sin tid, satte han sig med tiden grundigt ind i sagerne og kan derfor guide og vejlede meget specifikt om emnet. Ikke mindst indenfor det kongelige og Fajancefabrikken Aluminia.

Kræmmermarkedet på Torvet løber af stablen hver mandag fra april til september – med nogle få undtagelser – og mellem klokken 10 og 16 kan både lokale og turister gå på jagt efter loppefund og genbrugsguld.

Bjørn Siig har specialiseret sig i keramik og har både lokale stamkunder og nysgerrige turister ved sin bod. Foto: Fjodor Pedersen.
Bjørn Siig har specialiseret sig i keramik og har både lokale stamkunder og nysgerrige turister ved sin bod. Foto: Fjodor Pedersen.

Her er omkring 30 stadepladser fyldt med alt fra keramik og træhåndværk til glas, bøger og antikke klenodier. I en del af sæsonen kan man også købe frisk frugt og grønt hos Loklindt, der dog ikke er tilstede denne mandag.

– Det handler om at skabe noget liv og en god stemning i midtbyen. Og så er det jo en tradition, som jeg kan huske helt tilbage til da jeg selv var ung, siger Ellen Margrethe Pedersen, formand for Esbjerg Kræmmerforening på femte år.

Markedet trækker både faste kunder og nysgerrige forbipasserende til, der håber at finde et godt loppefund. Foto: Fjodor Pedersen.
Markedet trækker både faste kunder og nysgerrige forbipasserende til, der håber at finde et godt loppefund. Foto: Fjodor Pedersen.

Iført solbriller og fleecejakke – der blæser en kold vind denne mandag i 6700 Blæsbjerg – står hun ved sin bod og viser stolt en sirligt broderet dug frem.

– Vi har den klare regel, at det primært skal være brugte ting, der sælges, så vi ikke konkurrerer direkte med butikkerne, fortæller hun.

Sommerliv 2026

Priserne for en stadeplads er til at overskue: 300 kroner for en lille og 600 for en stor – for hele sæsonen. Dertil kommer et årligt kontingent på 50 kroner.

Nogle kræmmere er gengangere, nærmest fast inventar på torvet, mens andre er nye i folden.

Træfugle, ugler og kaniner – alt er drejet i hånden. Bjarne Jakobsen sælger sit kunsthåndværk på Torvet hver mandag. Foto: Fjodor Pedersen.
Træfugle og fabeldyr, lysestager og træskåle – alt er drejet i hånden. Bjarne Jakobsen sælger sit kunsthåndværk på Torvet hver mandag. Foto: Fjodor Pedersen.

Bjarne Jakobsen er en af kunsthåndværkerne, der er med. Han står ved sin bod tæt hen imod Kongensgade og arrangerer små fugle og trædyr i snorlige rækker.

– Jeg drejer det hele selv derhjemme i værkstedet. Jeg har været i gang med det i omkring fem år nu, fortæller han.


I modsatte ende, hen mod Skolegade, står Kathe Bielenberg og Dieter Hans Waldemar Andresen bag deres bod. Parret bor i Vilslev, og selvom de ikke bor lige om hjørnet, er de blevet fast inventar på markedet.

En mandag på kræmmermarkedet handler ikke kun om handel, men også om snakken over bordene, grin i solen og det hyggelige møde mellem folk. Foto: Fjodor Pedersen.
En mandag på kræmmermarkedet handler ikke kun om handel, men også om snakken over bordene, grin i solen og det hyggelige møde mellem folk. Foto: Fjodor Pedersen.

– Vi er med af tre årsager: Vi har en masse ting, vi gerne vil af med, og pengene lægger vi til side til ferieture til Tyrkiet, hvor jeg har en lejlighed. For det andet er det vidunderligt at se, når nogle bliver helt enormt lykkelige for at gøre sig et fantastisk loppefund. Det er bare det hele værd. Og for det tredje kan jeg godt lide tanken om genbrug, der går lidt imod den der køb-og-smid-væk-kultur, der har hersket i mange år, siger Kathe, der tidligere har været selvstændig med eget blomsterværksted i en årrække.

Kunderne er en skøn blanding af nysgerrige esbjergensere og turister på afstikkere. Stemningen på Torvet er afslappet og imødekommende. Der bliver grinet, pruttet om priser og udvekslet historier om både gamle genstande og nye fund. Her er markedet ikke kun et sted for handel – det er også en social begivenhed, hvor man hilser på gamle bekendte og møder nye ansigter.

Alt kan dukke op på markedet – her er det en plade med John & Daimi, som netop er blevet fundet i en rodekasse. Daimi blev landskendt, da hun optrådte i Centralmagasinet, nu Midt-I, i 1961. Foto: Fjodor Pedersen.
Alt kan dukke op på markedet – her er det en plade med John & Daimi, som netop er blevet fundet i en rodekasse. Daimi blev landskendt, da hun optrådte i Centralmagasinet, nu Midt-I, i 1961. Foto: Fjodor Pedersen.

Og pludselig er fortiden også nærværende. En af kræmmerne hiver en gammel vinylplade frem med John & Daimi på omslaget. Det er ikke uden lokalhistorisk værdi – for netop i bygningen bag hende, det nuværende Midt-I, begyndte Daimis karriere i 1961. Dengang hed det Centralmagasinet, og hun optrådte i en tv-udsendelse, der blev sendt direkte derfra.

Sommerliv 2026

Når klokken nærmer sig fire, begynder boderne så småt at pakke sammen. Men allerede næste mandag rulles duge og stativer frem igen – og kræmmermarkedet fortsætter sit liv midt i Esbjerg, uge efter uge, helt frem til slutningen af september – dog undtaget helligdage og de mandage, hvor der foregår andre aktiviteter på Torvet.

  • Gudskelov skal man ikke gå nogle steder for at holde en rygepause, når man er kræmmer under åben himmel. Endnu da. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Når det regner eller blæser er det ikke så sjovt at være kræmmer under åben himmel. I dag viste vejret sig dog nogenlunde nådigt. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Markedet på Torvet er et skatkammer for nysgerrige sjæle – her er det ikke ualmindeligt at finde retro, antikt porcelæn eller sjove ting fra gemmerne. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Med Torvets historiske bygninger som bagtæppe bliver kræmmermarkedet et levende og lokalt pusterum midt i Esbjergs byliv. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Modelbiler, reklameskilte, kunsthåndværk og nips. Der er lidt af hvert. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Apropos 5. maj. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Bjarne Jakobsen drejer selv sine træskåle, fugle og figurer hjemme i sit værkstedet. Han har været i gang med det i cirka fem år. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Formand for Esbjerg Kræmmerforening, Ellen Margrethe Gregersen, viser en fin, hvid dug frem ved sin bod på Torvet. Hun har stået i spidsen for foreningen i fem år. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Bjørn Siig har specialiseret sig i keramik og har både lokale stamkunder og nysgerrige turister ved sin bod. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Mange af varerne på markedet har haft et langt liv i private hjem – nu får de chancen for at starte på ny hos en ny ejer. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Bjørn Siig har specialiseret sig i keramik og har både lokale stamkunder og nysgerrige turister ved sin bod. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Uanset om man kommer for at sælge, købe eller bare kigge, er kræmmermarkedet på Torvet blevet en fast del af mange esbjergenseres mandagsrytme. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Bjørn Siig har specialiseret sig i keramik og har både lokale stamkunder og nysgerrige turister ved sin bod. Foto: Fjodor Pedersen.
  • Kathe Bielenberg og Dieter Hans Waldemar Andresen fra Vilslev sælger ud af gemmerne og sparer op til rejser til Tyrkiet – og nyder samtidig fællesskabet på Torvet.
Fiskeri- & Søfartsmuseet
Del artiklen