Rigtigt mange esbjergensere flytter fra byen, når studenterhuen er i hus – for aldrig at vende tilbage igen. Under den faste rubrik Mig&Esbjerg sætter eksil-esbjergensere ord på deres rejse. Og på, hvad de savner ved vores sydvestjyske hovedstad.
Når jeg tager til Esbjerg, er det altid i bil. Jeg elsker at sætte mig i bilen og køre vestpå. Der er en følelse af Road-trip over det. Uanset om jeg er alene eller med andre. Jeg er primært i Esbjerg for at besøge familie. Det sidste år har jeg dog været i Esbjerg tre gange for at spille koncerter med mit nystiftede band De Uendelige. Det har givet en gammel følelse af ungdom og frihed. At være på landevejen med sine bedste venner er noget helt specielt.
Dét at sætte sig i bilen fredag eftermiddag, fire granvoksne mænd, med kaffe eller en enkelt øl (til dem der ikke kører), så opstår der magi. Vi har nået en alder, hvor en af grundene til, at vi kører i fem timer for at spille i halvanden time, er at sidde i bilen og være sammen. Uden at blive forstyrret af udefrakommende faktorer, som efterhånden er en sjældenhed i vores alder, når man har børn og familie og en travl hverdag.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Vi har spillet på Vinbaren og Industrien. De to steder, hvor jeg også er kommet mest de seneste 20-25 år. Specielt Industrien har en særlig plads i mit hjerte. Det var stamstedet fra jeg var 18 til jeg blev 25 – også efter jeg var flyttet til København. Både Industrien og Vinbaren er steder lidt som i Cheers (Sams Bar, red.). Steder, hvor man altid møder nogen, man kender. Selv efter så mange år, er der stadig nogen, man kender fra dengang.
Jeg flyttede fra Esbjerg til København i 2004. Jeg spillede dengang musik med mine venner fra gymnasiet, og vi ville til København for at jage det store gennembrud. Vi havde brug for at komme til storbyen og få ”hår på brystet”. Vi har fem selvfede unge drenge, der ikke var til at skyde igennem. Det fik København sat en stopper for. Pludselig var vi i en by, hvor der var gode bands over det hele. Barren var sat tårnhøjt i de kredse, og det krævede, at hvis vi ville noget med musikken, satte alle sejl ind. Det var en fed (og hård) oplevelse og erkendelse.
En gang imellem savner jeg Esbjerg, fordi det er så lokalt, og alle kender hinanden. København er en anden størrelse, og man kan hurtigt blive væk i mængden. Samtidigt trives jeg bedst i storbyen. Jeg kan godt lide mangfoldigheden og størrelsen. Der er noget for alle og mange forskellige kulturelle tilbud. Samtidig er det også rart at komme til Esbjerg og mærke suset fra Vesterhavet, se de fire hvide mænd, møde tidligere folkeskolevenner i byen og gå en tur på min gamle folkeskole og konstatere, at alt (næsten) ligner sig selv.
Lige nu befinder jeg mig godt i København. De Uendelige, som jeg spiller i, har øvelokale på Nørrebro, og vi har indspillet vores EP ”Drømme & Gæld” i Lars Top Galias studie på Amager. Mattias (Hundebøll, tidl. Rock Hard Power Spray, red.) og jeg bor nord for København, og de to andre bor inde i byen. Det er fedt at komme lidt omkring, og det er det fede ved størrelsen på vores hovedstad.
Jeg har aldrig tænkt på at flytte tilbage til Esbjerg, da jeg har mit netværk og familie i København og omegn. Men jeg vil altid betragte Esbjerg som min hjemby, og den by der har gjort mig til den jeg er. Jeg er også stolt over at være fra Esbjerg. Jeg synes, at Esbjerg er en spændende by på mange planer. Især med musikken, som er det, jeg primært er optaget af. Vi har jo Kellermensch, som er blevet et stort dansk navn. Vi spillede en del koncerter med dem, da jeg spillede i The Floor Is Made Of Lava. Det er så imponerende og beundringsværdigt at se et band som dem knokle og blive ved, og nu står de og spiller udsolgte koncerter landet over.
Lars Morten Amstrup, 40, er nok bedst kendt for sin tid som guitarist i The Floor is Made of Lava, men er nu aktuel i bandet De Uendelige, og arbejder til dagligt som afdelingsleder på en folkeskole. Oprindeligt fra Fourfeldt og student fra Esbjerg Statsskole i 2003. Året rykkede han teltpælene op, og flyttede til København for at forfølge drømmen om det store gennembrud. De Uendelige er snart aktuelle med deres første album.
Hvem er De Uendelige?
De Uendelige er eventyret om to vindbidte rock’n’rollere, som for længst havde skiftet kurs, og udskiftet bøgescene og backstage-fest med fast arbejde og familieliv.
Men man har heldigvis kun et standpunkt, indtil man tager sig et nyt og sjovere!
Morten “LarsRock” Amstrup og Mattias Hundebøll har levet rockdrømmene længere ud, end de fleste tør fantasere om.
Med deres tidligere bands The Floor is Made of Lava og Rock Hard Power Spray har de turneret det meste af verden, stået på de største festivalscener, ryddet forsider, haft store radiohits og udsendt utallige albums.
Engang var de glødende konkurrenter på den danske rockhimmel. Men stridsøksen er blevet begravet – og sammen har de en fælles drøm: at få energien, inderligheden og de store omkvæd tilbage i dansk rock.
Første single fra De Uendelige hedder “Hele vejen” og er et medrivende rocknummer om den refleksion, man gør sig, når man indser, at man er nået halvvejs gennem livet. Om forliste følelser. Om ilden der stadigvæk brænder. Om en bagage af lige dele drømme og gæld. Og om at gå hele vejen – ALTID!
De Uendelige er skødesløs refrænrock anno 2024. Nærværende, storladent, beskidt, banalt, umiddelbart og (forhåbentligt) fængende som ind i helvede. Det er rock, som man skråler inderligt med på – uanset om man befinder sig i bilen, i badet eller – i bedste fald – står foran en festivalscene med en iskold fadøl i hånden.
