Den 82-årige tidligere fisker blev for fire år siden så sur på YouSee, at han opsagde tv og internet. I stedet begyndte han at tage ind til byen hver dag for at fodre duerne på Torvet.
Han har sin faste turnus. Som de fleste af os jo i øvrigt har. Hver dag – med få undtagelser – tager han fra hjemmet i Sædding ud på sin daglige tur.
– Nogle dage træner jeg i motionscentret på Tarphagevej, og så går jeg op til Fiskerimuseet og tager bussen ind til Peder Skrams Gade, fortæller Boye Nielsen fra sin faste plads på en af bænkene på Torvet.
– Herefter spiser jeg Dagens Ret nede på Marina Trafikbar. Inde bagved, hvor de har siddepladser. Her slår man ofte en god sludder af med nogle af de øvrige gæster, hvor mange er havnerelaterede. Forleden talte jeg med en amerikaner, fortæller Boye.
Over middag skubbes rollatoren op i Føtex, hvor der provianteres. Både til ham selv, men også til hans venner oppe på Torvet: Duerne.
– Jeg køber havregryn til dem. De ved, når jeg kommer. Dyr kan mærke mere, end man skulle tro, og de kan mærke, om man kan lide dem.
Og det kan Boye. Han kalder selv duerne for sine venner. Og måske du også har set ham sidde der på bænken bag pølsepavillonen og tænkt dit. At dømme ud fra forbipasserendes blikke og smil, tyder det på at ”Duemanden” er en velkendt skikkelse blandt dem, som har deres faste gang på byens torv.
Fugl eller fisk: Der var flest penge i Esbjerg
Boye Nielsen har næsten alle dage været ungkarl. Med alt hvad det indebærer. Så er der heller ikke nogen, man skal diskutere alting med. Og man kan tage på cykelferie flere år i træk, hvis man som Boye havde lyst til det.
Cyklen er på grund af bøvl med balancen dog skiftet ud med rollatoren for et par år siden.
Siden 1975 har han haft adresse i Esbjerg, men oprindeligt kommer han fra Hundested i Nordsjælland.
– Jeg kom tidligt ud og fiske, men jeg fik nys om, at pengene var bedre herovre vestpå. Der var ikke noget, der holdt mig tilbage, så jeg tog til Esbjerg og fik straks hyre på en kutter, fortæller Boye.
Han var med i den sjove tid. Indtil det hele var slut. Da fiskeriet døde ud, og Boye Nielsen gik i land, havde han næsten nået pensionsalderen.
– Men jeg havde et års tid ude på HC Christiansen, hvor min formand hed Kaj. Kaj og Boye, griner den gamle fisker med henvisning til de to kendte måger fra rederiet Scandlines’ tv-reklamer fra midt-halvfemserne.
Bedste venner blev skudt!
Boye Nielsen synes at være en meget principfast mand. For tre-fire år siden fik han nok af YouSee’s evindelige prisstigninger. Så han cuttede forbindelsen til både tv og internet, og siden har laptoppen ligget gemt i et skab og fjernsynet blev pillet ned fra væggen.
– Jeg klarer mig fint med at få nyhederne i radioen. Der er ikke så meget flimmer. Jeg kan gå på nettet på min telefon, hvis det er nødvendigt. Og ikke alt, hvad de siger i tv, er sandheden. Nu kommer jeg ud og får frisk luft og en lang gåtur hver eneste dag i stedet for at sidde og glo på tv, siger han.
I løbet af vores lille snak på Torvet får vi vendt verdenssituationen indtil flere gange. Fra Putin over plejehjemsmad til Mette Frederiksen og tjeneren nede på Ingeborg.
Omkring bænken flokkes duerne om Boye. En på skulderen, en anden på knæet. En tredje sågar på den karakteristiske bordeauxfarvede tophue. Dusinvis på brostenene. Han fedter godt for dem, som han strør om sig med havregryn. Ind imellem farer duerne op, så man får sig lidt af et chok, men Boye tager det helt cool. Han kender dem. De gør ikke nogen noget.
– Nogle af mine bedste venner er blevet skudt, siger han pludseligt.
Inden man når at finde en grimasse, der kan passe, fortsætter han:
– De regulerer jo bestanden engang imellem, når de synes, der er for mange. Så skyder de dem!
Sådan er livet, og den vej må vi alle. Når Boye en dag selv skal herfra, håber han ikke at vide det først.
– Det må være det værste. At gå i et halvt år og tælle ned. Nej, så må det hellere bare være godnat, når den tid kommer, siger Boye.
