EsbjergLiv.dk’s redaktør må sande at looket som et mixup af Bamse & Kylling ikke er så fedt endda, og er derfor hoppet med på fitnessbølgen. Sådan da.
Jeg mindes, vi i folkeskolen havde en lærer, som pumpede en del jern nede i et af de første centre i byen. Rambukken blev han kaldt. Frit opkaldt efter Rambo aka Sylvester Stallone. Der var da også helt klart en lighed – og dengang i start-90’erne var fitnesscentrene forbeholdt store pumpede fyre, og omgærdet af rygter om steroider og doping. Det var ikke et sted for alle, hvilket i den grad har ændret sig.
Særligt i min egen generation har vi taget træningscentrene til os. Jeg er født i 1982, og på de godt 41 år har man set en voldsom forskydning fra foreningssport til den mere individuelle motionsform. For de senere generationer er det for alvor kommet ind med modermælken, og næsten mere reglen end undtagelsen at være tilmeldt et fitnesscenter.
I dag favner fitness – og alle de ting, som tilbydes under samme tag såsom yoga, spinning, dans, pilates, zumba og så videre – både unge som ældre. Og jeg har oplevet hele den udvikling fra sidelinjen.
Jeg har fået et gavekort til en måneds gratis medlemskab i et motionscenter på Tovværksgrunden. Med i det fine tilbud er en times personlig vejledning og instruktion.
Og nu er det er alvor!
Som altid, når man skal begynde på noget nyt, dukker tusinde spørgsmål op. Griner de af mig? Falder jeg om og bliver afhentet i ambulance? Er en halv liter vand nok? Kan jeg nå at melde afbud? Gisp!
Inde i centret er der et par trin op, som jeg af ren nervøs anspændthed i kroppen er ved at falde op ad. Ellers er det bare virkeligt lang tid siden, jeg har skullet op ad så mange trin. Jeg er ikke helt sikker. Bartenderen … nej, ønsketænkning … Men den unge mand, som står bag disken, er optaget af et kvindemenneske, der vist netop har restartet sin træning.
Imens damen foran fortsat knevrer løs om plastikkort, Bluetooth og massagebind, forsøger jeg at kigge lidt rundt. Der er skabe til de gangbesværede her i stueetagen. Den kategori putter jeg mig selv ind under i dagens anledning.
Mathias hedder den unge mand, der nu endelig er klar til at tage imod mig. Han er fysioterapeutstuderende og virker meget cool med halvlangt moderne-tjavset hår, sorte Nike-bukser og ditto sneakers i samme mærke, der helt klart har haft et mere aktivt liv end mine kridhvide Hummel-sko, der har levet en lidt tilbagetrukket tilværelse på nederste hylde i skoskabet indtil i dag.
Mathias spørger til mine målsætninger og motivation for at begynde med det her træningshalløj. Jeg peger ned ad mig selv og svarer helt oprigtigt, at det primært er for at tabe mig. Min nye ven får vist sagt noget om, at det også er vigtigt at tænke over sin kost og at man helst skal være en lille smule i kalorieunderskud i hele tiden.
Det er nok rigtigt. Fastelavnsbollesæsonen er jo også slut nu, så det harmonerer jo rigtigt fint.
Jeg prøver ellers at tage 10.000 skridt om dagen. Eller i hvert fald tænker jeg tit på det; måske er det derfor, det ikke har den store effekt. Jeg får ros for forsøget, men det handler om at få pulsen op, belærer Mathias mig. Mindst et par gange om ugen, så vidt jeg forstår – og så er vi tilbage til idéen om at begynde at gå i motionscenter.
Inde i maskinrummet begynder vi på løbebåndet. Tre kilometer i timen. Man skal jo lære at kravle, før man kan gå – og trods det tilforladelige tempo, er alt nyt en udfordring. Men det går. Jeg går. Stille og roligt. Man kan få maskinen til at få det til at føles som om, man går op ad bakke. Ellers minder det her på ingen måde om Skolegade. Jeg ender med at få tilbagelagt halvanden kilometer, og selvom min puls kun når op på cirka 105, kan jeg mærke sveden pible fra panden, og lungerne skrige. Men det er slet ikke hårdt nok, fortæller Mathias. Det er ikke meget over min hvilepuls, som er på cirka 90, så jeg burde anstrenge mig endnu mere. Det bliver en anden dag, får jeg ham overbevist om.
Næste aktivitet i denne benhårde forlystelsespark er romaskinen. Jeg har aldrig prøvet sådan en før, og har straks betænkeligheder. Efter kyndig instruktion forsøger jeg mig. Det er lige med at finde rytmen, og det er væsentligt sværere, end det ser ud til. Fire minutter klarer jeg.
Der er en god stemning i lokalet. Et godt miks af forskellige typer lige fra et par ældre damer til en anden gut i fyrrerne og en meget veltrænet ung dame, der styrer et af løbebåndene for hårdt. Jeg føler mig nogenlunde ok med at være her, og da jeg underdanigt henvender mig til en af de andre, og forpustet får fremstammet at jeg vist ikke slår nogen verdensrekorder, får jeg dagens bedste rygstød:
– Det er jo heller ikke en konkurrence, det her. Man gør det bare i sit eget tempo, replicerer han. Velmenende, er jeg sikker på.
Udover ønsket om vægttab, har jeg i den seneste tid også døjet med tilbagevendende rygsmerter. Det kan sikkert være to sider af samme sag, men det store plus ved netop dette træningscenter er, at der er fysioterapeuter ansat. Faktisk er det primært en fysioterapeutisk klinik, som så senere har udvidet med fitnesscenter. Derfor lød det som en god idé at vælge netop dette center, da de tilsyneladende besidder andre og flere kompetencer end i de andre fitnesskæder. Det er også derfor et sted, som benyttes til genoptræning og fitness på recept, ligesom sportsudøvere genoptræner her, når de har været ramt af en skade.
Efter endnu en meget lang kamp på ganske få minutter med endnu en torturmaskine er mine ben ved at syre til. Men Mathias mener, at jeg kunne have godt af noget så simpelt som at gå op og ned ad trapper. Eller op og ned ad sådan nogle firkantede plastikkasser, forvoksede Legoklodser, som kan stables alt efter ønsket højde. Jeg ved, jeg har tabt utroligt meget muskelmasse i mine ben de seneste par år. For få trapper, for lidt (for ikke at sige ingen) cykling, og generelt bare for lidt bevægelse.
Jeg ligner i bedste fald en blanding af Bamse & Kylling. Bamses mave og Kyllings alt for tynde ben. Jeg træder 70 kilo i benpres (Word kender heller ikke ordet) med stort besvær – men bør kunne træde min egen kropsvægt på pt sådan cirka det dobbelte. Det er satme op ad bakke, det her. Ren Tour de France – men meget, meget langt fra noget, der bare ligner at kunne overkomme en cykeltur ned i Brugsen efter lørdagskylling.
Én ting er kredsløbs- og konditionstræning. Noget andet er altså opbygning af muskelmasse. Det er en god idé, at de to ting følges ad, har jeg lige fået fortalt, og derfor introduceres jeg også for endnu et par øvelser, der skal styrke arme, ben og ryg.
Da jeg forlader centret, kan jeg knapt nok gå. Og jeg er seriøst bange for at gå sukkerkold. Det er naturligvis ubehageligt, men ellers føler jeg mig rigtigt godt tilpas. Det skal nok blive godt. Men næste gang må jeg have en myslibar med. Altså hvis der bliver en næste gang.
Fortsættes (måske …!)
